I kølvandet på Porsche-banden: 260 sigtes for at købe kokain

De fleste af de sigtede erkender sig skyldige, men 30-40 sager ender i retten.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi er nu ved at være færdige med at behandle de mange sager, der fulgte i kølvandet på anholdelsen af flere medlemmer af Porsche-banden i Skive.

Syv personer med tilknytning til banden blev i november varetægtsfængslet for omfattende salg af kokain, og umiddelbart herefter oplyste politiet, at der også ville komme et efterspil for de personer, der havde købt narko af banden.

Lederen af efterforskningen, politikommissær Christian Toftemark, oplyser, at det ender med omkring 260 sigtelser.  

- Det har været et langt og slidsomt arbejde. Til gengæld har vi talt med en del borgere, som har forklaret, hvorfor de er kommet ud i det her, og jeg håber, at de får sagt stop igen, siger Christian Toftemark.

Langt de fleste af sagerne bliver afgjort ved, at de sigtede erkender sig skyldige og betaler et bødeforlæg. Der er dog også dem, der nægter sig skyldige, og dermed skal sagen afgøres i retten. Toftemark vurderer, at det drejer sig om 30-40 personer.

Han oplyser desuden, at de sigtede først og fremmest er mænd i alderen 22-30 år.

Porsche-banden fik sit tilnavn, fordi flere af medlemmerne i lang tid gjorde opmærksomme på sig selv ved at præge bybilledet i Skive i dyre leasede biler.