Naboer kritiserer kommune for dobbeltrolle i lugtsag: - Det er en uheldig kombination, at kommunen både er medejer og kontrollør
Et par fra Salling føler sig generet af lugt fra industriparken GreenLab, og de undrer sig over, at de skal sende deres klage til Skive Kommune, for kommunen er selv medejer af parken.
Ved Vester Lyby i Salling er Jørgen Pedersen og Lene Østergaard godt trætte af Skive Kommune. De føler, kommunen spiller en dobbeltrolle i en sag om lugtgener, hvor den både er medejer og kontrollerende myndighed på samme tid.
Parret bor på et lille landbrug under en kilometer fra industriparken GreenLab, hvor kommunen er en del af ejerkredsen. Her har virksomheden Danish Marine Protein lejet sig ind, og den sender ifølge Jørgen Pedersen og Lene Østergaard ubehagelig lugt ind over deres ejendom, når vinden kommer fra vest.
- Den stank herinde midt i Salling, kan jeg ikke forstå skal være her, siger Jørgen Pedersen.
Dobbeltrolle eller ej?
Lugtgenerne har eksisteret i de to år, Danish Marine Protein har haft til huse på GreenLabs område, og derfor har naboparret klaget til kommunen. Men de undrer sig over, at det er kommunen, de skal klage til, når den nu også er medejer af industriparken.
- Det er en uheldig kombination, at kommunen både er medejer og kontrollør. Det kan godt være, det er to vidt forskellige afdelinger ved kommunen, men man kan jo manipulere med svarene, og vi ved ikke, hvordan vi skal kontrollere kommunen, siger Jørgen Pedersen.
I kommunens Udvalg for Teknik og Miljø kan formanden ikke se, at kommunen skulle have en dobbeltrolle, fordi den udlejer jord til virksomheder, som den også kontrollerer.
- Vi er med til at udvikle området sammen med de andre, der har skudt penge i GreenLab, men selve virksomhederne har vi ingen økonomisk involvering i, siger formand Jens Peder Hedevang (V).
Det lugter – men ikke på papiret
Skive Kommune har flere gange haft medarbejdere ude i området, som er enige med naboerne i, at det lugter. Derfor har kommunen også fået uvildige eksperter til at måle lugtniveauet to gange. Men ingen af målingerne har vist, at der skulle være et problem.
- Firmaet siger, at det er under grænseværdierne, og når det er under grænseværdierne, så kan kommunen ikke gå ind at lukke en virksomhed. Det har vi simpelthen ingen lovhjemmel til, siger Jens Peder Hedevang (V).
Udvalgsformanden vil gerne lytte til naboerne og deres ønsker, men han har svært ved at se, hvad kommunen kan tilbyde, udover det den allerede har gjort.
- Vi ved næsten ikke, hvad vi skal gøre mere. Vi kan jo ikke lukke en virksomhed, når vi får noget data, der viser, at de er under grænseværdierne. Det er svært at håndtere, men det er da også træls for naboerne. Det er vi da fuldstændig klar over, siger formanden.
Fortsætter kampen
Men et stykke papir med nogle tal ændrer ikke på, at naboerne fra Glyngørevej føler sig generet af den lugt, som Danish Marine Proteins skorsten udsender. De har samtidig svært ved at forstå, hvordan dataen fra prøverne kan være så forskellig fra deres oplevelse af virkeligheden.
- Det kan jo ikke passe, at kommunen har fået lavet lugtprøver, som viser, at det ikke lugter, når kommunens folk selv siger, at det lugter, siger nabo Jørgen Pedersen.
Han har derfor tænkt sig at fortsætte kampen mod lugten. Han håber, at det i fremtiden vil lykkes at finde en løsning, som både virksomheden, kommunen og han selv kan være tilfreds med.
- Det håber jeg da for GreenLab, for projektet derovre er sådan set godt nok, siger han.