Ny olympisk disciplin: Flyvende surfer med store drømme
Sebastian Kornum kæmper for at komme med til OL i 2024 i den nye olympiske disciplin foil windsurf.
At deltage i de olympiske lege er det ultimative mål for de fleste sportsfolk.
Sådan har det ikke altid været for den professionelle windsurfer Sebastian Kornum, der stammer fra Skive og bor i Klitmøller.
Han har altid opfattet de olympiske discipliner inden for surfing som lidt støvede, fordi man efter hans mening sejler på "forældet design".
Men det har ændret sig.
- Nu drømmer jeg om OL, og jeg tænker på det hver dag. Om det lykkes, kan jeg ikke svare på endnu, men lige nu ligger jeg lunt i svinget, siger han.
Forklaringen på holdningsskiftet skal findes på det olympiske program. Den internationale olympiske komite har nemlig besluttet at gøre foil windsurf til en olympisk disciplin. Det sker fra 2024, når der er OL i Paris.
Foil er en helt speciel variant af windsurfing, hvor der bliver placeret en slags vinge under brættet, som dermed bliver løftet op over vandet, når vinden rigtigt får fat. På den måde ser det nærmest ud som om, brættet svæver over vandet.
Og netop foil windsurf er en sportsgren, der i høj grad passer den 27-årige surfer. Han har opholdt sig meget på Hawaii, hvor han var med til at udvikle sporten. I øjeblikket ligger han på en 10. plads på verdensranglisten.
Foil kan oversættes med folie og henviser til den tynde plade, der sættes under surfbrættet.