Rift om affald: Skoleelever giver cykelslanger og sofaer nyt liv

Affaldsselskabet Nomi4s har etableret to genbrugslagere, hvor lokale institutioner og skoler kan hente affaldsmaterialer og give dem nyt liv.

Eleverne på Friskolen i Skive skaber nye ting af genbrugsmaterialer
Eleverne på Friskolen i Skive skaber nye ting af genbrugsmaterialer
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Affaldscontainerne på genbrugsstationerne bugner, og man kan finde alverdens ting i de fyldte containere. Ting, som affaldsselskabet Nomi4s mener, kan og bør få en chance til.

- Vi er velhavende i Danmark, og vi smider rigtig meget væk – men det fejler jo ikke noget, siger Irene Johansen, informations- og udviklingsleder hos Nomi4s, der håndterer affald i Holstebro, Lemvig, Skive og Struer kommuner.

Derfor gemmer selskabet brugbart affald på såkaldte materiale-genbrugs-lagere. Her kan lokale skoler og institutioner komme forbi og kigge på udvalget. Finder de noget, de kan bruge, kan de tage det – kvit og frit.

De eneste krav fra virksomheden er, at materialerne ikke må videresælges, og at de skal bruges til projekter.

Materiale-genbrugs-lageret har så mange ting, at de godt kunne bruge mere plads, fortæller Irene Johansen, informations- og udviklingsleder i Nomi4s
Materiale-genbrugs-lageret har så mange ting, at de godt kunne bruge mere plads, fortæller Irene Johansen, informations- og udviklingsleder i Nomi4s
Foto: Lone Bergholdt Hald

Nogen, der har taget imod tilbuddet, er Friskolen i Skive. 

Skolens femte og sjette klassetrin har i denne uge emneuge, og det ser skolen som en god mulighed for at sætte fokus på bæredygtighed og genbrug.

- Børnene skal gerne kunne se, at når et produkt har mistet sin oprindelige funktion, så kan det godt være, vi stadig kan brug materialet. Enten som det er - eller måske kan vi omdanne det til noget nyt og bedre, siger Jesper Bundgaard, lærer på Friskolen i Skive.

Det er vigtigt, at børnene får mulighed for at se værdien i det, der er omkring os - også når vi finder det i en genbrugsbutik eller på en losseplads, siger Jesper Bundgaard.
Det er vigtigt, at børnene får mulighed for at se værdien i det, der er omkring os - også når vi finder det i en genbrugsbutik eller på en losseplads, siger Jesper Bundgaard.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Missionen ser ud til at lykkes. Eleverne behøver ikke nye materialer for at være kreative.

- Vi ser det i et fag som håndarbejde, hvor de er gode til at inddrage for eksempel en cykelslange, som kan blive til en taske, siger Jesper Bundgaard.

Fra sofa til taske

Skolens elever ser også en værdi i at genbruge affaldsmaterialer. Med hjælp fra Youtube er 11-årige Klara Johansen ved at lave sin egen taske af materialer fra en sofa og et bælte, der ellers var blevet smidt ud.

- Der er mere hjerte i noget, man selv har lavet, siger Klara Johansen, elev på Friskolen i Skive.

Det er ikke kun Friskolen i Skive, der er glade for Nomi4s' tilbud. I år har de fået mere end 100 bestillinger på blandt andet gamle bildæk, gryder og lamper.

- Det er virkelig noget, de har taget til sig derude. De har fundet ud af, at det virker, og at de kan bruge det til noget, siger Irene Johansen, informations- og udviklingsleder, Nomi4s.

Nomi4s materiale-genbrugs-lagere ligger i Spøttrup og Holstebro, og det er skoler og institutioner i Lemvig, Skive, Holstebro og Struer Kommune, der kan benytte dem.