Så du Pernille fra Paradise i tv? Nu deler hun stor nyhed
For en måned siden stillede realitystjernen sig frem på TV MIDTVEST med et budskab om, at hendes fortid stod i vejen for hende på jobmarkedet. Men nu er der nyt i sagen
"Som at have en plet på straffeattesten".
Sådan beskrev 33-årige Pernille Nygaard Vejs i starten af august det forhold, at hun har følt sig dømt på sin fortid i adskillige realityprogrammer, når hun forgæves har søgt arbejde efter hun er blevet færdiguddannet jurist. Du kan se hendes optræden på direkte tv i videoen herover.
Inden hun flyttede fra København til Skive med sin kæreste, nåede hun at have et enkelt job som jurist, men i halvandet år har hun ikke kunnet finde arbejde her i landsdelen.
Som 20-årig deltog Pernille Nygaard Vejs i realityprogrammet Paradise Hotel. Efter sin deltagelse fik hun øgenavnet "Dumme-Pernille," som i årevis har klæbet sig fast til hendes navn.
Men nu er der godt nyt for Pernille Nygaard Vejs, der har fundet et job. Det er igen sket i København. Hun har således delt på Facebook, at hun har fået arbejde som advokatfuldmægtig hos Lex Advokater.
Udover at have deltaget i Paradise Hotel har Pernille Nygaard Vejs været med i programmerne: "Divaer i junglen", "Ex on the Beach" "Selvoptaget", "Mig og min mor" og "Good Luck Guys."