Brandvæsnet kæmpede med 30 mand: Her er overblikket over storbrand

Politiet har allerede fastslået årsagen til stor brand i Struer

0:25

30 mand fra tre forskellige beredskabsstationer var involveret, da det torsdag aften lykkedes for beredskabet at slukke en brand i det store idrætscenter Struer Energi Park, inden ilden fik bredt sig.

Branden opstod i tagkonstruktionen på den bygning, der rummer omklædningsrummene til svømmehallen i det kæmpestore idrætscenter. Og det lykkedes brandfolkene at isolere ilden til den ene del af komplekset, selv om det var en stor udfordring fordi ilden rasede i et hulrum mellem loftet og taget. Det hulrum var svært tilgængeligt for brandfolkene.

Indsatsleder fra Nordvestjyllands Brandvæsen i Struer Henrik Jensen måtte kalde på assistance fra kollegaerne i både Holstebro og Vinderup.

Politiet har allerede fastslået brandårsagen. Branden opstod som følge af et renoveringsarbejde med tagpap på det flade tag på bygningen.

Selv om politiet slår fast, at branden er opstået som følge af arbejdet med tagpap, er det ikke sikkert, at der følger et retsligt efterspil.

- Nu skriver vi en rapport, og så skal det siden vurderes, om der er tale om strafbar uagtsomhed, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

Igen på grund af de ufremkommelige hulrum har beredskabet etableret brandvagt på stedet.

- Det handler jo om, at det her hulrum mellem loft og tag er meget tricky at holde styr på. Så for alle tilfældes skyld bliver der nogle af vores folk på stedet, så vi kan reagere hurtigt, hvis der mod forventning opstår ild igen, siger Henrik Jensen fra Nordvestjyllands Beredskab.

TV MIDTVEST har hele aftenen bragt nyt fra branden i livebloggen herunder. Den er nu lukket, men kan stadig læses, hvis man vil orientere sig om, hvordan indsatsen forløb.

11. jul kl. 21:38

Livebloggen lukker

Med meldingen om, at branden i Struer Energi Park nu er slukket, lukker livebloggen for i aften.

11. jul kl. 21:37

Fire mand bliver på stedet

Selv om branden altså nu er slukket, så etablerer beredskabet brandvagt de næste timer. Mens resten af brandfolkene pakker sammen og forlader stedet, bliver fire mand tilbage for en sikkerheds skyld.

- Det handler jo om, at det her hulrum mellem loft og tag er meget tricky at holde styr på. Så for alle tilfældes skyld bliver der nogle af vores folk på stedet, så vi kan reagere hurtigt, hvis der mod forventning opstår ild igen, siger Henrik Jensen fra Nordvestjyllands Beredskab.

11. jul kl. 21:35

Nu er branden slukket

- Vi betragter nu branden som slukket, oplyser indsatsleder Henrik Jensen fra Nordvestjyllands Brandvæsen.

11. jul kl. 21:03

Uvist om der skal placeres retsligt ansvar

Selv om politiet slår fast, at branden Struer Energi Park er opstået som følge af arbejdet med tagpap, er det ikke sikkert, at der følger et retsligt efterspil.

- Nu skriver vi en rapport, og så skal det siden vurderes, om der er tale om strafbar uagtsomhed, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

11. jul kl. 20:57

Politiet: Her er brandårsagen

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen oplyser nu til TV MIDTVEST, at politiet har fastslået brandårsagen. Som vi tidligere har citeret et øjenvidne for, så er der tale om, at ilden er opstået som følge af arbejdet med at lægge tagpap under et renoveringsarbejde.

- Den er jo desværre klassisk, siger vagtchefen.

11. jul kl. 20:33

Målet er det samme

Beredskabet har for længst erkendt, at den bygning, der brænder, kommer til at få store skader. Derfor er målet fortsat først og fremmest at undgå, at ilden spreder sig til andre bygninger i det store kompleks. 

- Det er lykkedes indtil nu at undgå, at ilden breder sig til andre dele af idrætscentret, og det er stadig målet, lyder det fra indsatsleder Henrik Jensen.

Den bygning, der brænder, rummer svømmehallens omklædningsrum.

11. jul kl. 20:31

Skal ind i hulrummet

Indsatsleder Henrik Jensen vil endnu ikke sige, at branden er under kontrol. - Ilden er dæmpet, men vi skal have folk ind i hulrummet og konstatere, at det ikke brænder, før jeg vil sige, at vi har det under kontrol, siger Henrik Jensen.

11. jul kl. 20:29

Indsatsleder: Vi har dæmpet ilden

Indsatsleder Henrik Jensen oplyser nu, at det er lykkedes at dæmpe ilden. 

11. jul kl. 19:49

Tag under renovering

Det flade tag på omklædningsbygningen er under renovering, og det er overvejende sandsynligt, at branden er opstået i taget, siger indsatsleder Henrik Jensen, der dog ikke kan sige, hvorfor ilden er opstået. Tidligere på aftenen har et øjenvidne på stedet sagt til TV MIDTVEST, at det formentlig er arbejdet med tagpap, der er årsag til branden.

11. jul kl. 19:46

Ikke under kontrol

På grund af de udfordrende omstændigheder med det brændende hulrum kan man endnu ikke sige, at der er kontrol over branden, siger indsatsleder Henrik Jensen til TV MIDTVESTs reporter på stedet.