Hjælp på vej til Limfjordens sejlere: Frivillige vil lave redningsstation i Struer

Tidligere har det været en dyr fornøjelse, hvis man skulle have hjælp på Limfjorden. Det vil en gruppe frivillige i Struer nu lave om på.

Mads Bendix er en af de frivillige, der vil drive en redningstjeneste fra Struer Havn
Mads Bendix er en af de frivillige, der vil drive en redningstjeneste fra Struer Havn
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

I fremtiden skal en båd ligge klar i Struer Havn, hvis det står til en gruppe frivillige. Eneste formål er at hjælpe nødstedte sejlere på Limfjorden.

Det kan være sejlere, der er stødt på grund eller mangler diesel. 

Båden skal drives af frivillige. Bag idéen står blandt andre Mads Bendix, der driver Sejlerbixen i Struer.

- Så kan vi måske hurtigt være ude og hjælpe en, hvor redningstjenesten siger, at hvis skal ud, så koster det 5.000 kroner, fortæller Mads Bendix.

Det er en styregruppe på fem mand, der har fundet på idéen om et redningsskib i Struer Havn.

De har alle oplevet at have brug for hjælp eller har hjulpet andre. Derfor regner de med, der er god brug at gøre lidt ekstra for sejlernes sikkerhed til søs.

- Selvfølgelig skal vi have redningstjeneste på vandet, der kan supplere det, der ellers er. Det er ikke en erstatning for noget andet, fortæller en af initiativtagerne, Mads Bendix.

Redningsskib har medvind blandt kommunerne

Struer kommune kan godt se idéen om et redningsskib og er klar til dialog med de frivillige.

- Jeg tænker, det er en ret god idé. Vi har oplevet markant stigende aktivitet her nede de senere år, og det er jo rigtigt dejligt, men det betyder jo også, at der også er en del nye sejlere i blandt, så derfor tror jeg egentlig, at det her initiativ kunne give en god tryghed for brugerne af havnen, siger Marianne Bredahl (V), formand for Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Struer Kommune. 

Også i nabokommunen Skive ser de også potentiale i det man populært kunne kalde en slags søgående vejhjælp.

- Vi er jo mange, der benytter Limfjorden til rigtigt mange ting. Kan vi lave noget sikkerhed for noget fornuftig økonomi, og det må vi jo kigge på også, så skal vi da køre idéen ud, lyder det fra Anders Bøge (SF), der er næstformand for Teknik- og Miljøudvalget i Skive Kommune.

Havnechefen i Struer har allerede lovet en gratis havneplads til redningsskibet. Og så har 30 frivillige allerede meldt sig til projektet.