Ung iværksætter vil starte en sengetøjsrevolution
23-årige Adam Overgaard fra Struer har sammen med en kammerat fra Videbæk startet en virksomhed, hvor de laver klimavenligt sengetøj.
Det kan være svært at kende forskel på sengetøj, hvis man ser bort fra farven, men i Struer har to skolekammerater lavet en ny og bæredygtig version.
Med deres version kan man skippe en-to vaske, og det sparer blandt andet miljøet for en masse ressourcer.
- Vi har givet det en ekstra vaskebehandling, der gør, at det er antibakterielt. Det gør, at det både føles friskere i længere tid, fortæller Adam Overgaard, der er medstifter af Dawn Designs.
Han er 23 år, og selvom Adam Overgaard og partneren Thomas Kristensen fra Videbæk stadig passer deres studie i Design og Business på VIA, er de nu gået helhjertet ind i deres virksomhed, Dawn Designs, der i 2018 startede som et skoleprojekt.
- Vi har begge to taget hele vores opsparing og kastet i det her, så vi tror helt bestemt på det, siger Adam Overgaard.
Troen på produktet, der er lavet af genbrugsmaterialer, er så stor, at han ved siden af studiet lægger 40 timer i at udvikle virksomheden.
- Jeg tror helt sikkert på, at der er et godt marked for det, når det først begynder at gå op for folk, at det er et lækkert produkt at sove med. Men der er også mere i det. Det er et mere bæredygtigt produkt, og vi bliver nødt til at ændre vores vaner, hvis vi alle sammen skal leve en mere bæredygtig hverdag, siger iværksætteren.
Bæredygtighed hitter
De startede med at sælge sengetøjet gennem deres egen hjemmeside, men nu kan deres bæredygtige produkt også findes på hylderne i forskellige butikker. Blandt andet hos butikken Nybo Mode i Videbæk.
- Det er et mega godt produkt, og så kan vi godt lide ideen med, at det er en lokal dreng her fra Videbæk, som er en af de to iværksættere, der har Dawn Designs. Det passer rigtig godt ind i vores butik, fortæller butiksindehaver Birgit Nybo Olesen.
Udover det så fremhæver hun også bæredygtigheden som en af årsagerne til, at der har været stor interesse.
Interessen findes både blandt kunderne, men også i tekstilbranchen står det højt på dagsordenen, fortæller Betina Simonsen, der er direktør i Lifestyle & Design Cluster i Herning.
- Vi ser større efterspørgsel efter nye og mere bæredygtige løsninger, vi kunne godt tænke os, at det skete endnu hurtigere og endnu mere. Men det er jo klart, at vi skal have skabt et oplysningsgrundlag for forbrugeren, siger direktøren.
Hun forklarer også, at der er stor opmærksomhed på tekstilbranchen som klimasynder, og derfor er de rigtig glade for unge entreprenører, der kigger på nye og spændende muligheder for at løse miljømæssige problemer.
Store planer
Projektet med det bæredygtige sengetøj, der er lavet af genbrugsmaterialer, skal vaskes mindre og er lækkert at sove med, har kun eksisteret i få år.
Men hvis det står til Dawn Designs, så er det kun begyndelsen.
- Om ti år håber vi, at vi ligger i så mange butikker i landet som muligt - og forhåbentlig også i udlandet, siger Adam Overgaard.
Så de to iværksættere knokler videre for at få projektet til at lykkes.
- Når man arbejder med noget, der giver mening for en, så er det fedt. Man føler det ikke rigtig som arbejde.
Han fortæller, at hverken familie eller venner havde set den komme, at han skulle arbejde med sengetøj, men opbakningen er der stadig.