Teltlejrene i Thisted og Herning lukker
Teltlejrene i både Thisted og Herning lukker til efteråret, fordi antallet af asylpladser skal bringes ned.
For få asylansøgere og for meget ballade gør, at teltlejrene i Thisted og Herning nu lukker.
Lukningen af teltlejrene sker som et led i planen om at nedbringe antallet af pladser i asylsystemet, fordi der er kommet langt færre asylansøgere til landet end forventet.
- Jeg har det fint med at teltlejren lukker. Den har givet nogle særlige, håndteringsmæssige udfordringer, men nu får beboerne formentlig nogle bedre vilkår. Og det har jeg det fint med, siger Lars Sloth, Direktør, Børne- og Familieforvaltningen i Thisted kommune.
Teltlejren i Thisted har den seneste uge været omdrejningspunkt for megen ballade. Og det er også den ballade, som har medvirket til lukningen.
- Der har været et mindre pres fra medier, politikere m.m., og det har også været medvirkende til beslutningen. Men det er primært fordi, der ikke længere er behov for teltlejren, at vi vælger at lukke den, siger Lars Sloth, Direktør, Børne- og Familieforvaltningen i Thisted kommune.
Leder af teltlejr sagde op
Søndag kom det frem, at lederen af teltlejren i Thisted havde sagt sit job op, fordi arbejdet på stedet ikke længere gav mening for hende. To voldelige overfald på medarbejdere og frustration over, at lejren ikke var et midlertidigt bosted for asylansøgerne, som lederen ellers havde forventet, var også en del af årsagen til, at hun valgte at sige op.
- Jeg synes det er ærgerligt, at det er blevet en permanent løsning for beboerne, og jeg kan ikke rigtigt se mig selv blive ved med at holde gejsten oppe for beboerne og personalet, sagde Mika Røsholt søndag.
Teltlejren i Thisted er landets største med plads til 250 enlige mænd, og den stod klar til indflytning i november 2015.
Støjberg kaldt i samråd
Mandag kaldte De Radikale integrationsminister Inger Støjberg i samråd, efter at det kom frem i TV MIDTVEST, at lederen af lejren stoppede. De Radikale ville netop have hende til at droppe teltlejren i Thisted.
- Drop teltlejrene og brug nogle af de lejre, vi har i forvejen, sagde Andreas Steenberg fra Radikale Venstre dengang.
OPDATERES!