40-årig fisker kæntret på Nors Sø: Fløjet på sygehuset
Helikopter var med i redningsaktion på Nors Sø lørdag middag.
Klokken 11.13 alarmerede en mand politiet på 112. Han havde set en mand kæntre i sin jolle, mens han var ved at røgte garn.
Politiet fik hurtigt sendt JRCCs helikopter mod søen. Søredningstjenesten var nemlig til Katastrofeberedskabets Dag ved Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted.
- Helikopteren var på øvelse, og vi fik den hurtigt omdirigeret til Nors Sø, forklarer Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Svømmede selv i land
Selv om det gik hurtigt med helikopteren, så nåede den 40-årige mand, der var kæntret, at få sig selv reddet i land, inden helikopteren var fremme.
- Han havde selv kæmpet sig i land, men han var noget forkommen. Men han var i god behold. Det havde stor betydning, at hjælpen var så hurtigt fremme, siger Ole Vanghøj.
Den 40-årige mand blev fløjet til sygehuset i Ålborg, men har det ifølge vagtchefen godt.
Nordjyllands Beredskab fik efter ulykken reddet jollen i land.