Alice ville nyfortolke trøflen – nu sælger hun i hele landet

Det er gået hurtigt for iværksætter Alice Bisgård, efter hun startede med at lave sine trøfler i Thy.

2:17
Alice Bisgård (til højre) sammen med de ansatte, der hjælper hende med at lave trøflerne.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Hver uge bliver der trillet, dryppet og pakket omkring 5000 trøfler hos Chokolenten i Hanstholm.

Men der er ikke tale om ganske almindelige trøfler. De mange trøfler fra Thy indeholder fyld af for eksempel saltkaramel og Nutella, og de er blevet en kæmpe succes.

Det går nu så godt, at de bliver solgt i 21 butikker i hele landet – og i en enkelt på Mallorca.

Bag trøflerne er serieiværksætteren Alice Bisgård. Hun har tidligere haft succes med både flødeboller og virksomheden Thya, der laver diverse produkter med rod i Thy.

Men så fik hun idéen til at genfortolke trøflen.

- De små trøfler, som vi lavede i chokoladekurven, var jeg helt pjattet med. Så tænkte jeg, at man kunne lave noget med alle de andre gode ting som champagne, karamel, citron og appelsin, og så putte det ind som en kerne i midten, forklarer hun.

Chokolenten Trøfler
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Kvaliteten er det vigtigste

Produktionen blev sat i gang sidste sommer, og siden er det gået stærkt.

En af de faste kunder ved Chokolenten er Kirsten Ravn. Hun er særligt vild med netop trøflerne.

- De er lækre og fyldt med smag. Der er god konsistens, og jeg plejer altid at købe dem, når jeg skal have gæster. De kan nemlig også godt lide dem, siger hun.

Men selv om kunderne er vilde med trøflerne, og der byder sig nye forhandlere til, så vil Alice Bisgård ikke blive ved med at udvide produktionen.

- Vi kan ikke gå på kompromis med kvaliteten. Skal det maskinovertrækkes, så bliver det tyndt, og det kan vi ikke, forklarer hun.

Chokolenten Trøfler
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST