Bureaukrati spænder ben for Agger Havnefest: Halvtag lever ikke op til nye brandregler
Agger Havnefest har været igennem et større bureaukratisk proces for at kunne afholdes. Det er ikke første gang, at de nye brandregler lægger hindringer for arrangementer.
"Safety first" siges det, og der er nok heller ikke nogen, der kan være uenige i. Men de nye brandregler for arrangementer, der netop skal sikre sikkerheden, får nu også konsekvenser for havnefesten i Agger.
- Da vi gik i gang med at søge om tilladelser, som vi plejer, så kunne vi pludselig ikke bruge det halvtag, vi plejer at sætte op, fortæller Brian Spetzler, der er medarrangør til Agger Havnefest.
Tidligere plejede omkring 200 gæster at spise under halvtaget, der blev sat op ud for en eksisterende bygning, og dermed skabte rammerne for de spisende.
- Det er et åbent halvtag, så jeg skulle mene, at flugtvejene er til at få øje på, siger Brian Spetzler.
Men nemme flugtveje eller ej så kræver de nye brandregler, at de spisende gæster skal rykkes ind i et telt. Og det har kostet havnefesten omkring 13.000 kroner og en masse ekstra arbejde.
- Det dræner folk for energi, når det skal være så bøvlet, og hvis vi går kold i alt det ekstra arbejde med at søge om tilladelser, jamen så bliver der ikke nogen havnefest. Det er dét, der er problemet, når man skal igennem en bureaukratisk proces, fortæller medarrangørende Brian Spetzler.
Brandregler har før lukket arrangementer ned
Det er ikke første gang, at brandregler får konsekvenser for et arrangement. Tilbage i påsken var de nye bestemmelser i Bygningsreglementet med til at lukke en blomsterudstilling i Hurup. Dengang gik Venstrepolitikeren Torsten Schack Pedersen videre med sagen til Boligministeriet, og reglerne blev lempet per 1. juli i år.
De ændrede regler gælder dog kun midlertidige arrangementer i bestående bygninger, oplyser Thisted Kommune i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.
- For andre midlertidige konstruktioner er der ikke sket ændringer pr. 1.7.2022. Her er det stadig de samme regler der gælder.
Men det er utilfredsstillende, at de nye brandregler ikke også gælder for udendørs arrangementer, mener erhvervsordfører for Venstre Torsten Schack.
- Jeg synes godt nok, det er en frustrerende sag. Jeg synes, det virker meget firkantet, at et midlertidig overdække til en havnefest i Agger, skal godkendes som et helt nyt byggeri, og det kan jeg godt forstå, arrangørerne er frustreret over, fortæller han.
Vil sætte brandreglerne på dagsordenen igen
Selvom sikkerheden er vigtigt, undrer det alligevel Torsten Schack, at det skal være nødvendigt i dagens Danmark at søge om en byggetilladelse for at kunne sætte et midlertidigt halvtag op til en havnefest. Og den problematik vil han nu tage op med Boligministeriet.
- Jeg synes, der burde være mere fleksibilitet i de her regler, så lokale initiativer ikke løber panden mod en mur, og det bekymrer mig, hvis firkantet regler skræmmer frivillige væk, fordi det simpelthen bliver for bøvlet, siger han.
Medarrangør Brian Spetzler håber også på, at reglerne til næste år ser anderledes ud, så det nyindkøbte telt ikke behøves, sættes op igen.
- Som det er nu, skal vi jo søge igen næste år for at sætte vores telt op, hvorimod en eksisterende bygning kan få én tilladelse, der så gælder en gang for alle. Så jeg håber, at vi kan få vores halvtag tilbage med den rigtige kabys og det rigtige havnefest miljø, fortæller Brian Spetzler.