Den er god nok: Gæslingen Willy vokser op som hund

HC Andersen ville garanteret have spidset både ører og blyant, hvis han havde hørt om gæslingen Willy. Ja, eller også ville han højrystet have anklaget virkeligheden for plagiat.

I disse uger udspiller der sig nemlig lidt af et eventyr hjemme hos Nadine Rönnebeck i Hurup. Her er gæslingen Willy ved at vokse op, ikke som Den Grimme Ælling - nærmere som Den Benæbbede Hund. 

- Det er jo historien om en ensom gås, der finder en familie, fortæller Nadine Rönnebeck.

Før vi mister pusten og overblikket, så lad os lige rejse lidt tilbage i tiden. 

De efterladte gæs

For godt og vel en måned siden fandt Nadine Rönnebeck to voksne gæs pakket ind i en plastiksæk og efterladt i det fri. Nadine Rönnebeck er dyreelsker og har før haft både kyllinger og ænder, så hun tog gæssene til sig og installerede dem i en interimistisk hønsegård. 

Da gæssene efter et par dage var faldet til i de nye omgivelser, fandt Nadine Rönnebeck et hvidt æg liggende i græsset. Det æg lagde hun i en rugemaskine, og en lille håndfuld uger senere lød der en pludselig pippen fra maskineriet. Gæslingen Willy var klækket ud. 

Ensomme Willy

Det kan være vanskeligt at stemple ind hos et voksent gåsepar, især hvis man er en sårbar gæsling, som ingen af de voksne kender. Nadine Rönnebeck var derfor overbevist om, at Willy ville miste livet, hvis hun bare sendte ham ud til dem. 

- Det var et spørgsmål, om jeg skulle lade ham dø eller prøve at redde ham, siger Nadine Rönnebeck. 

Derfor måtte hun tænke en anelse kreativt. Inde i huset havde hun en kærlig mops-hund, der netop havde fået hvalpe. Og eftersom hundemoren Fienchen var blind og hvalpene endnu ikke havde fået øjne, tog hun chancen, mens hvalpene lå hos deres mor.

- Jeg lagde Willy ind til Fienchen sammen med hvalpene, for at han kunne få varmen. Det reagerede alle roligt ved. Da jeg senere prøvede at tage Willy op fra kurven, begyndte både  Fienchen og Willy at råbe op, siger Nadine Rönnebeck.

Sådan blev dagene ved at gå, og ja - sådan gik det til, at Willy landede i en hundefamilie. Siden har hvalpene fået øjne, og de virker stadigvæk til at anse Willy som en ligeværdig bror. 

- Hvalpene nusser og kæler med hinanden og Willy indgår også i den socialisering, fortæller Nadine Rönnebeck.

Udover at lege og kæle med hundene drikker Willy også af samme vandskål og spiser samme sted, som hundene. Når hvalpene lægger sig til hos Fienchen kopierer Willy deres opførsel. Formentlig uden at få så meget at spise i den sammenhæng. 

At være eller ikke at være. Gås

Nadine Rönnebech er helt overbevist om, at Willy opfatter hundemor-Fienchen som sin egen mor og hvalpene som søskende. Men når hvalpene er otte uger gamle, skal de forlade den trygge hundekurv og have nye ejere, og så er Willy alene tilbage. 

- Det bliver jo en lidt trist kærlighedshistorie, for en dag skal hvalpene væk herfra, og så vil der jo være en separation. Til den tid vil jeg forsøge at lære den at være gås, siger Nadine Rönnebeck, der fortæller, at Willy forhåbentlig kan tilslutte sig de voksne gæs, når han er vokset lidt.

Der kommer engang...

Den, der husker eventyret om den grimme ælling, vil vide, at hovedrollen går fra at være i frygteligt andeselskab for til sidst at folde vingerne ud som en bedåret svane. Willy har det selvfølgelig allerede trygt og godt som Den Benæbbede Hund, men hvem ved. Måske er han heldig at kunne skippe de dårlige oplevelser helt og aldeles og en dag folde vingerne ud som en smuk og anerkendt gås.