Erhvervsskolerne skriger på elever
Erhvervsuddannelserne er i alvorlig mangel på elever. Mere ligeværdig vejledning i grundskolen kan være løsningen, lyder det.
Det er ikke nyt, at flere og flere unge vælger en gymnasiel uddannelse fremfor en erhvervsuddannelse, når de har afsluttet folkeskolen, men nu er det så slemt, at erhvervsskolerne ikke har nok elever til lærepladserne.
Erhvervsuddannelsescenter EUC Nordvest i Thisted har på få år mistet hver tredje studerende på tømrer-, elektriker, VVS- og mureruddannelserne.
I sidste uge startede 11 elever på mureruddannelsen, men behovet for lærlinge i området er næsten dobbelt så stort.
- Vi står med 20 navngivne lokale virksomheder, som er parate til at indgå læreraftaler, siger direktør på EUC Nordvest, Hans Jeppesen, der er ærgerligt over de unges fravalg af erhvervsuddannelserne.
De unges fravalg kan mærkes i byggebranchen, som er nødt til at kigge i andre retninger for at skaffe nok arbejdskraft.
- Lige i øjeblikket har vi arbejdskraft øst fra. Jeg har både fra Polen og Tyskland i øjeblikket, og det er den måde, vi prøver at kompensere for det, siger Jes Gylling, der er direktør i murerfirmaet Jens Vinderslev A/S.
Direktøren på EUC i Thisted har et bud på, hvad der kan være med til at mindske problemet for erhvervsskolerne.
- Det ville være dejligt, hvis man kunne få lavet regler, der sikrer, at alle unge i grundskolen bliver vejledt ligeværdigt omkring alle uddannelsemuligheder i det danske skolesystem, siger Hans Jeppesen.