Færgefart mellem Thy og Mors lukker ned: - Uden kompensation ser det sort ud

Næssundfærgen, som sejler mellem Mors og Thy, indstiller sejladsen på grund af de nye restriktioner i Nordjylland.

Næssundfærgen lukker for sejladsen på grund af nye restriktioner i Nordjylland.
Næssundfærgen lukker for sejladsen på grund af nye restriktioner i Nordjylland.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Fra og med fredag den 6. november træder nye restriktioner i kraft i Nordjylland. For Næssundfærgen betyder det, at den ikke længere kan sejle passagerer frem og tilbage mellem Mors og Thy.

- Vi har ikke råd til det, fordi vi vurderer, at trafikken falder så meget, at vi ikke kan få det til at løbe rundt, siger Per Skøt.

Han er kasserer i Næssundfærgens Venner, der sørger for færgefartens drift. Foreningen kalder det en ærgerlig, men nødvendig beslutning.

Per Skøt vurderer, at færgen sandsynligvis ikke kommer til at overleve, hvis ikke Næssundfærgens Venner får hjælp fra staten.

- Hvis vi får lønkompensation, ligesom vi fik i foråret, så skal vi nok klare den. Men hvis ikke vi gør, så ser det meget sort ud, det er helt sikkert. I forvejen har vi en skrøbelig økonomi, og der skal ikke meget til at vælte os lige for tiden, siger han.

Næssundfærgen har to styrmænd, der kommer fra Thy-siden af sundet, og derfor synes de ikke, det er forsvarligt at opretholde sejladsen. Men beslutningen skyldes også, at de i foreningen regner med en betydeligt lavere efterspørgsel.

- Som det er lige nu, og som vi vurderer det, kan det ikke nytte noget, at vi sejler. For vi kan ikke betale det, hvis vi skal sejle med 10 passagerer om dagen, siger Per Skøt.

Regeringens nye restriktioner indebærer, at alle nordjyder, der kan, skal arbejde hjemme. Enkelte skal dog stadig møde fysisk op på arbejde, og derfor kan der fortsat være et behov for færgen. Men for at Næssundfærgen kan genoptage sejladsen, kommer det til at kræve støtte.

- Hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt, og vi får noget hjælp, så kan vi måske genoverveje nedlukningen. Men som det er lige nu, og som vi vurderer det, så kan det ikke nytte noget, at vi sejler. For vi kan ikke betale det, hvis vi skal sejle med 10 passagerer om dagen, siger Per Skøt.

Næssundfærgen har plads til 10 almindelige personbiler, og færgen er erklæret bevaringsværdig af Skibsbevaringsfonden.