Husbrand ved Hanstholm

Der brød brand i et hus mandag aften i den lille by Ræhr uden for Hanstholm.

Branden bredte sig hurtigt i huset, og beboerne var hurtigt på gaden.
Branden bredte sig hurtigt i huset, og beboerne var hurtigt på gaden.
Foto: Presse-fotos.dk

Klokken 20.50 mandag aften brød der pludselig brand i et hus på Trælshøj i Ræhr.

- Der brød brand i garagen og hurtigt spredte flammerne sig til udehuset og stuehuset. Beboerne tilkaldte hurtigt brandvæsenet, og vi forsøger at få kontrol over branden, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Brandvæsen, Henrik Gade Jespersen.

Brandvæsenet fik hurtigt tilkaldt hjælp og på Trælshøj kom både station Hanstholm, station Thisted og beredskabet.

Henrik Gade Jespersen oplyser yderliger, at brandvæsenet har fået slukket branden i kælder og stuehuset, mens de stadig kæmper med at få kontrol over tagkonstruktionen, og derfor vil brandvæsenet være på Trælshøj et par timer endnu.

Ingen personer kom noget til under branden.

Brandvæsenet har ikke fundet en brandårsag endnu, men det vil politiet arbejde videre med, fortæller indsatslederen fra Nordjyllands Brandvæsen.