Lokalsamfund går sammen for at redde lukningstruet skole i Vestervig

Borgerne i Vestervig brugte 2. påskedag på at indsamle penge, der skal bidrage til, at skolen i byen ikke bliver lukket, som Thisted Kommune ellers har varslet.

2:43
Borgerne i Vestervig samler penge ind, der skal bruges til at redde byens skole.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

I Thisted Kommune er fem skoler lukningstruet. Særligt er Vestervig Skole i farezonen, hvilket den seneste tid har fået beboerne til at indlede en kamp for bevarelse af skolen.

- Normalt holder vi altid fri 2. påskedag, men ikke i år, fortæller kroejer Brian Lauridsen, der har Thinghuskroen i Vestervig.

De har nemlig valgt at holde åben og arbejde i den gode sags tjeneste.

- Hele vores omsætning i dag den går direkte til skolens bevarelse her i Vestervig, fortæller han.

Skolen er vigtig for byen 

For selvom skolen i dag ikke har så mange elever, så er der mange små børn, der snart skal begynde i skole, og derfor er det vigtigt at kunne bevare byens skole.

- Skole og kro er to ting, der skal være i en by, for at den ikke dør ud. Mine egne fire børn har gået på skolen og var glad for det, så vi vil gøre meget for at hjælpe med at bevare den.

Brian Lauridsen holdte ekstraordinært åben på hans kro i Vestervig for at samle penge ind til den lukningstruede skole.
Brian Lauridsen holdte ekstraordinært åben på hans kro i Vestervig for at samle penge ind til den lukningstruede skole.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

I en garage et andet sted i byen er helligdagen også blevet inddraget til at samle penge ind til bevaringen af Vestervig Skole. Her havde flere af byens borgere nemlig travlt med at pakke kartofler i poser til videresalg.

- Det, vi tjener på salget, skal gå til Vestervig Skole, fortæller Anna Emilie Bjerregaard Skammelsen, der er elev på Vestervig Skole, og som havde valgt at bruge sin 2. påskedag på at pakke de mange kartofler.

To tons kartofler skulle pakkes i poser, og de blev solgt fra Klostermøllen og rundt i byen.

Det store arbejde var dog ingen sag, når der er noget vigtigt at kæmpe for, fortæller Emile Bjerregaard Skammelsen.

- Vi er en lille skole, men vi har stadig et meget stort hjerte. Der er meget omsorg på vores skole, og vi bliver hjulpet meget. Vi har god undervisning, gode lærere og nogle gode frikvarterer, og det har vi ikke lyst til at miste.

Kartoflerne blev blandt andet solgt ved Klostermøllen i Vestervig for 20 kroner pr. pose.
Kartoflerne blev blandt andet solgt ved Klostermøllen i Vestervig for 20 kroner pr. pose.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

På Villa Hawkraft var det de kreative kræfter, der var fundet frem for at skaffe penge til skolen. Her donerede de fremmødte mellem 50-100 kroner for at få lov til at male på et stort fuglehus, der sammen med donationerne skulle gives til skolen.

Pengene kan gøre en forskel 

I første omgang går pengene til at få lavet nogle kvalificerede høringssvar, der tager højde for fremtidens børnetal. Og ellers kan pengene også blive en starthjælp til en eventuel ny friskole.

Der har været stor aktivitet og opbakning hele dagen i Vestervig, ikke mindst fra sultne frokostgæster på Thinghuskroen, hvor dagens overskud blev gjort op.

- 14.358 kroner er der solgt for i dag, og det går til skolen, fortæller den tilfredse kroejer Brian Lauridsen.