Sidder tungt på finalen for Unge Forskere: Hver syvende kommer fra Thy
Thisted Gymnasium sender en større delegation til den nationale finale for Unge Forskere.
Der burde være mulighed for at Thisted Gymnasium blander sig i toppen, når der i slutningen af april afholdes nationale mesterskaber i Unge Forskere.
Hver syvende af finaledeltagerne kommer nemlig fra gymnasiet i Thy, der har stor fokus på, at se muligheder i stedet for begrænsninger.
- Når der kommer elever, der har en ide til Unge Forskere, har vores lærere fokus på at udvikle på det, i stedet for bare at skyde det ned, hvis det er for ukonkret. De møder altså sparring i stedet for en blank afvisning, fortæller rektor på Thisted Gymnasium, Søren Christensen.
Indtil videre har det kastet to gange året forskerskole af sig i 2019 og 2021.
Det DNA lever videre, hvis man ser på dagens regionale semifinale, hvor et rekordstort antal projekter fra Thisted Gymnasium deltog i den naturvidenskabelige talentkonkurrence.
Der er dog ikke et mål om stærk repræsentation.
- Nej det er ikke et mål. Men vi har nogle lærere, der har et stærkt fakultetsmæssigt samarbejde, så det er lettere for elever, at arbejde med nogle projekter, de finder interessant, der går på tværs at forskellige fag, fortæller Søren Christensen.
En innovativ landsdel
I alt deltog 13 naturvidenskabelige projekter fra Thisted ved dagens regionale semifinale og de syv af dem "vandt" altså.
Det betyder, de er videre til den nationale finale, der afvikles over tre dage i København 23.-25. april, hvor i alt 50 seniorprojekter fra hele Danmark skal i konkurrence med hinanden i tre kategorier: Life science, Technology og Physical Science.
- Vi arbejder systematisk med talenter, ment på den måde, at vi i sidste uge også havde elever fra det samfundsfaglige fakultet til konkurrence. Det er en del af at skabe nogle miljøer i det lokale, fortæller rektor Søren Christensen.
Det ligger nemlig rektor og skolen på hjerte at være med til at gøre Thy attraktivt for de unge.
- Hvis man kører ud mod Klitmøller, udvikler de og finder på nyt i et innovativt miljø, og det er noget, der smitter af i sådan et lille område, også på eleverne, fortæller Søren Christensen.
Optimale rammer
I forsøget på selv at skabe et innovativt miljø, har man brugt nogle af præmiepengene fra tidligere konkurrencer på en hytte i Nationalpark Thy.
Her har man bygget et laboratorie, som eleverne kan benytte sig af.
- Det er som en lille udflugt, selvom det blot er ca. 10 kilometer fra skolen. De kan bruge omgivelserne til deres forsøg og til at lade sig inspirere, fortæller Søren Christensen.
Ved finalen venter muligheden for at blive kåret som årets Unge Forsker, vinde store pengepræmier og deltage i både EM og VM.
Hvert enkelt projekt er udarbejdet af en, to eller højest tre elever.