Skal sætte knogler sammen i Thisted: - Jeg kan utroligt godt lide at være her
Brækker man hoften i Thy slipper man fra i dag for turen til Aalborg, når den skal opereres akut.
Traumelægen lægger ikke skjul på, at det er en hel særlig dag på sygehuset i Thisted, mens han viser rundt i den helt nye afdeling.
- I mange år har der været besparelser og nedskæringer. Det her er en helt klassisk god begivenhed, siger han.
Rasmus Elsøe er traumelæge i Thisted og specialeansvarlig overlæge i traumatologi på Aalborg Universitetshospital. Med andre ord, han ved, hvad der er værd at vide om brækkede knogler og hvordan man sætter dem sammen igen.
For første gang i næsten to år kan patienter akut få opereret den brækkede hofte eller den knækkede ankel på sygehuset i Thisted.
Siden november 2019 har den slags patienter ellers været henvist til behandling i Aalborg, fordi der ikke har været læger til at udføre de akutte ortopædiske operationer i Thisted.
Nu er det Rasmus Elsøe og hans kolleger fra Ålborg der tager turen til Thisted for at operere i stedet for patienterne skal køre vejen.
- Vi er rigtigt glade for at komme her. Vi har arbejdet på det længe og har nu muligheden for at komme tilbage og give patienterne i fuldstændigt patientforløb på Thisted Sygehus for nogle af de hyppige skader, man kan have specielt som ældre, siger Rasmus Elsøe, overlæge i traumatologi.
Sygehuset gjort klar til de nye patienter
På sygehuset er stuerne gjort "up to date" til de nye patienter. Første stop på dagens lille rundtur er det akutte modtagerum på Thisted Sygehus.
- Det at vi alle sammen kommer til patienten, i stedet for at patienten skal rundt til os, det er sådan set det allermest centrale i sådan et rum her. Og det at have god plads, det betyder noget, når vi er mange mennesker samlet på et sted. Vi er mange, der skal gøre noget ved patienten på samme tid, fortæller traumelæge Rasmus Elsøe.
Efter planerne skal sygehuset i Thisted tage imod mindst 150-200 patienter om året.
Det vil først og fremmeste være ældre personer med brud på hofte, men også patienter med simple knoglebrud, der kræver operation.
- Det betyder, at de ældre mennesker ikke skal flyttes herfra og til Ålborg og tilbage igen, og det betyder noget for både patienten og de pårørende.
Selv om operationsstuer og modtagestuer er af nyere dato, så er Thisted Sygehus stadig et lille sted i forhold til universitetshospitalet i Aalborg.
Men nogle gange er småt godt.
- Jeg kan utroligt godt lide at være her. Det er helt særegent at arbejde på et lille sygehus med korte kommunikationsveje og det er altid let at få ting til at fungere i en lille organisation som den her ude. Og det er en kæmpe fordel, siger overlægen.
De operationer der er mere komplicerede end de kan klare på Thisted vil stadig blive lavet i Aalborg.