Stor brand på gård ved Vestervig - 50 grise evakueret
Det kommer til at tage det meste af natten at få slukket den brand, der torsdag eftermiddag brød ud i et maskinhus på en gård ved Vestervig.
Brandfolk har siden klokken 15.15 kæmpet med en stor brand på en gård på Kystvej, nord for Vestervig. De havde især fokus på at redde en staldfuld grise fra flammerne.
- Vi har fået flyttet 50 svin og har kun måtte aflive et par stykker, siger Jesper Madsen, der er indsatsleder for Nordjyllands Beredskab.
Slagtesvinene stod i en stald lige ved siden af et maskinhus, og det var her branden startede.
- Det var en voldsom brand til at starte med. I maskinhuset var der masser af halm, der brændte, og endepladerne fra maskinhuset lagde sig ned over grisestalden, forklarer indsatslederen.
Efterslukning det meste af natten
Ved branden var der udover brandfolk også hjælp fra Beredskabsstyrelsen, hjemmeværnet og politiet.
- Hjemmeværnet har hjulpet med at regulere trafikken i området, men der har ikke været spærret for gennemkørsel, siger Jesper Brøndum, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Resten af aftenen og det meste af natten skal brandfolkene bruge på efterslukningen.
- Vi er ved at grabbe halm ud af maskinhuset med en kran, og det er en svær opgave at få halmen ud og slukket, siger Jesper Madsen fra Nordjyllands Beredskab.
Ingen personer eller beboelse kom til skade ved branden.