Tidligere minister bakker op om forslag om 17-årige bag rattet: Kender problematikken selv
Simon Kollerup, som er valgt i Thisted-kredsen, glæder sig over, at 17-årige skal kunne køre solo.
Simon Kollerup (S), der er forhenværende minister og medlem af Udvalget for Landdistrikter og Øer, kalder forslaget om, at 17-årige i dagtimerne skal kunne køre alene i bil for “en god idé”.
Socialdemokraten fra Lildstrand, der siden 2011 har været valgt til Folketinget i Thy og på Mors, siger onsdag aften til TV MIDTVEST:
- Nu er der jo ikke præsenteret noget konkret endnu, så det er med dét forbehold, at jeg udtaler mig, understreger han - og fortsætter:
- Hvis du er ung lærling eller går på en ungdomsuddannelse, så er turen ind til dit uddannelsessted nogle gange rigtig lang. Især i vores landsdel. Og især hvis man ellers er afhængig af en kollektiv transport, som mildest talt ikke altid er for god. Så bliver bilen et vigtigt transportmiddel - og altså også for de 17-årige i yderområderne.
- Jeg kender den transport-problematik selv. Fra Lildstrand allerlængst mod nord og ind til gymnasiet i Thisted by. Der gik ikke noget tog, og busserne gik ikke ret tit, så for mig var det på scooter eller dét at låne min fars bil i ny og næ, da jeg blev 18 år, som gjorde mig mere mobil, siger Simon Kollerup.
Positivt for landsdelen
Socialdemokraten synes grundlæggende, at det vil være meget positivt for hele den midt- og vestjyske landsdel og for yderområder generelt, hvis forslaget føres ud i livet.
- Det vil simpelthen gøre det nemmere at tage en uddannelse og blive boende uden for byerne, påpeger han.
Dog understreger politikeren også, at det er vigtigt med en nultolerance overfor alkohol overfor de 17-årige bag rattet. Som det også fremgår af forslaget.
- For mig vil det være et spørgsmål om ret og pligt. Hvis man får retten som 17-årig til at køre bil selv, så har man også pligten til, at det sker 100 procent forsvarligt, slår Simon Kollerup fast.