Efterskolekonkurs koster Henrik både job og hjem: - Det kom som et chok
Personalet er chokeret over, at efterskolen er gået konkurs. Lærer og tillidsrepræsentant Henrik Skriver kalder situationen "brandærgerlig".
Han har sine Thy Sportsefterskole-bukser på.
Det er stadig dem, han slapper mest af i, fortæller han. Han var rigtig glad for sit arbejde og brændte for skolen og eleverne, siger han også.
Henrik Skriver var indtil for få dage siden lærer på E-sportslinjen på Thy Sportsefterskole.
Nu er han arbejdsløs - og snart også uden bolig.
- Det kom som et chok for alle. Jeg bor i en tjenestebolig ved siden af skolen, og jeg havde set mig selv arbejde på Thy Sportsefterskole i mange år endnu, så jeg har heller ikke lige opskriften på, hvor jeg skal bo nu, siger han.
Ærgerlig situation
Han kalder situationen "brandærgerlig" - for alle.
- Vi mister en rigtig god arbejdsplads, hvor der er en hel masse ansatte, som har brændt for eleverne og efterskolen. Vi har brændt for vores arbejde. Det er rigtig synd og synd for de kommende elever, at de nu skal ud at lede efter en ny efterskole.
- Vi har passet vores arbejde
I månederne op til skolens konkurs har Thy Sportsefterskole været udsat for hård kritik fra elever og forældre, som har været tilknyttet efterskolen.
Men kritik eller ej, så kommer lukningen bag på personalet, siger Henrik Skriver, som også er tillidsrepræsentant for lærerne på skolen.
- Alle steder får jo kritik, det kan ikke undgås. Vi har passet vores arbejde, og sørget for, at de elever, som var på skolen, har fået det bedst muligt. Jeg kan kun tale for mig selv, men personalet har gjort vores, for at det kunne lykkedes, siger Henrik Skriver.
TV MIDTVEST har også forsøgt at få fat i forstander Brian Højer til en udtalelse, mens bestyrelsesformand Tommy Larsen ikke ønsker at kommentere på konkursen.