Frustration afløst af glæde: Slagter møder fremstrakt hånd

Rigide regler fik slagter Tommy Nørgaard til at opgive sit arbejde med udsatte unge - nu ser situationen ud til at vende.

slagter
Foto: Kristian Jakobsen, TV2 Østjylland

Et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen fik en slagter op i det røde felt. Selvom han fik en glad smiley og alt var i orden i forhold til hygiejnen, så mente han, det var for risikabelt at have unge udsatte ansat på grund af rigide regler.

Men nu er frustrationen hos slagter Tommy Nørgaard fra Funder udskiftet med forhåbning, efter at Fødevarestyrelsen har rakt en hånd frem.

- Fødevarekontrollen har ringet og spurgt, om vi giver en kop kaffe, så det glæder vi os helt vildt til, siger Tommy Nørgaard, der nærmest smiler om kap med de smileys, der hænger i vinduet ind til hans slagterforretning Tommys Kødsalg udenfor Silkeborg.

For nylig tog han nemlig en beslutning om, at han ikke længere turde have udsatte unge i sin forretning. Han opfatter det som alt for risikabelt, fordi reglerne er så komplekse, og en lille fejl vil kunne koste ham butikken. Det fortalte han også på en video på Facebook, som nåede vidt omkring - og blev set af over 400.000 brugere.

Ønsker dialog

Nu har Fødevarestyrelsen så rakt ud til Tommy Nørgaard og planlagt et nyt besøg - ikke til kontrol, men til en kop kaffe og dialog.

- Det er så vi kan forklare, hvad der er sket ved det tilsyn. For det er blevet så kompliceret og der er så mange regler, at de ikke altid selv kan finde ud af det, mener Tommy Nørgaard.

Ifølge Fødevarestyrelsen ønsker man dialog, så fødevaresikkerheden bliver sikret på den bedst mulige måde.

- Hvis der har været et tilsyn, hvor en virksomhed synes, noget er gået, som det ikke burde være gået, så tager jeg gerne et kaffemøde, hvor vi lige kan få tingene diskuteret igennem og snakket om, hvad det er for nogle perspektiver, vi har på tingene, siger Jørgen Andersen, chef hos Fødevare Syd, Fødevarestyrelsen.

Nu er spørgsmålet, om det igen bliver trygt for Tommy Nørgaard at have udsatte unge ansat i sin slagterbiks. Slagteren er i hvert fald fuld af forhåbning.

- Jeg er meget glad for den her udvikling. Virkelig. Jeg er lykkelig for det, lyder det fra Tommy Nørgaard.