Bones-direktør med opsang til uærlige gæster

Kunder, der "glemmer" at betale regningen, skaber frustration i restaurationsbranchen.

Bone's startede sin første restaurant i Herning. Arkivfoto.
Bone's startede sin første restaurant i Herning. Arkivfoto.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Bøfferne er fortæret. Salatbaren er ransaget. Kaffen er drukket.

For de fleste restaurantgæster vil det mest naturlige næste skridt være at finde en tjener for at afregne aftenens udskejelser.

Men der er en lille gruppe mennesker, for hvem det mest oplagte vil være at tage sine ting og løbe fra regningen. Uden at se sig tilbage.

- At betale regningen er ikke noget, man bare glemmer. Det er systematisk, organiseret og gennemtænkt, siger Jan Laursen, administrerende direktør og medejer i restaurantkæden Bone's, der åbnede sin første restaurant i Herning.

- Dødfrustrerende

Fænomenet med kunder, der løber fra regningen, er velkendt i restaurationsbranchen.

Jan Laursen fortæller, at det hver måned sker 1-2 gange på tværs af alle Bone's 25 restauranter i Danmark.

- Økonomisk fylder det ikke så meget. Men irritationsmæssigt er det superærgerligt hver gang, siger han.

Han anslår, at der i de fleste tilfælde er tale om regninger på 800-1500 kroner.

- Det er dødfrustrerende, at det skal være en del af regnestykket, siger han.

Betaling på forhånd

Hos Søgaards Bryghus i Aalborg kender man tendensen alt for godt.

Derfor er det blevet fast praksis at kræve betaling, når maden bestilles – enten hos en tjener eller gennem en QR-kode på bordene.

- Vi oplevede det som et stigende problem, at folk løb fra regningen, fortæller medejer Claus Søgaard.

- Efter at vi har indført betaling med QR-koder og betaling på forhånd, har vi løst det, fortæller han.

Hos Bone's er man dog ikke parat til at gå så vidt.

- Vi vil ikke gøre det vanskeligt for alle de ordentlige og venlige gæster, vi har hver dag. Men lokalt kan den enkelte restaurant være særligt opmærksom på det, siger han.

Kan ikke undgås

Hos restauranternes brancheorganisation Horesta kender man udmærket til udfordringen.

- Vi omsætter for over 60 milliarder kroner om året, så selvfølgelig kan det ikke undgås, at nogle bevidst snyder, eller at nogle glemmer at betale, siger administrerende direktør i Horesta, Pia Voss.

Løsningen kan være at kræve betaling, før maden serveres, men ifølge Pia Voss er det individuelt fra restaurant til restaurant.