Dansk økonomi i fremgang, erfarer TV 2

Dansk økonomi er tæt på toppen, og dermed er der et enkelt tal, der stikker øjnene, siger TV 2s analytiker.

Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat 12. april.
Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat 12. april.
Foto: Grafik: Rigmor Sams

Det går godt i Danmark, hvor dansk økonomi er i fin fremgang.

Det erfarer TV 2 fra den spritnye økonomiske redegørelse, som regeringen blandt andet vil fremlægge på et pressemøde fredag.

Ifølge TV 2s oplysninger kan danskerne regne med at samfundskagen – bruttonationalproduktet – vokser med 1,9 procent i år og yderligere med 2,2 procent til næste år.

Det er drevet af forventninger til, at både forbruget og erhvervslivet vil klare sig godt i 2024 og 2025. Imens kæmper Tyskland for overhovedet at kunne fremvise positiv vækst.

- Det er tydeligt, at der er lagt op til en blød landing i dansk økonomi, og med fine statsfinanser og eksportoverskud rækker Danmark ud efter europamesterskabet i økonomi, selvom de øvrige nordiske lande også klarer sig godt, siger TV 2s analytiker Ole Krohn.

Et tal stikker i øjnene

Dansk økonomi befinder sig "tæt på toppen" og dermed er der også et enkelt tal, der stikker i øjnene ifølge TV2s analytiker.

For efter en flot beskæftigelsesfremgang på 35.000 personer ventes beskæftigelsen at falde med 5.000 til næste år.

- Det er tydeligt, at vi nærmer os grænsen for, hvor mange ekstra der kan komme i beskæftigelse, simpelthen fordi der i en række fag er fuld beskæftigelse eller mangel på arbejdskraft, siger TV 2s analytiker Ole Krohn.

Der er imidlertid håb at hente i en særlig del af den økonomiske redegørelse.

Den viser, at 400.000 udlændinge nu arbejder i Danmark og bidrager med et trecifret milliardbeløb til samfundskagen.

- Det er vigtigt for os, at vi kan fortsætte importen af udenlandsk arbejdskraft, hvis vi samtidig skal løfte den grønne omstilling og sørge for nok hænder, når det gælder pasning af de gamle og andre borgernære opgaver, siger Ole Krohn.

Danskerne har i et par år været plaget af høj inflation og lavere realløn, men det er slut nu.

Inflationen er blevet tæmmet, og det betyder, at danskerne igen oplever en solid reallønsfremgang. Inflationen ventes i år at blive 1,8 procent og til næste år 2 procent, mens lønstigningerne ligger i omegnen af 5 procent.

- Det er en lille advarselslampe for regeringen, at danskerne ikke opfatter situationen helt så positiv. På trods af de fine reallønsfremgang lider danskerne stadig af et reallønschok og synes, at priserne er voldsomt høje, så der skal nok et længere træk til før danskerne for alvor får pungen op af lommen, siger Ole Krohn.

Bolig priser et nøk op

Der er også godt nyt for boligejerne i den økonomiske redegørelse, lyder det fra TV 2s analytiker.

For her lyder det, at boligejerne kan polstre sig med yderligere friværdi i år og til næste år.

Huspriserne stiger ifølge den økonomiske redegørelse i år med 2,7 procent i år og 3 procent til næste år.

- Renten på boliglån er holdt op med at stige, og for nogle af de kortere lån er der endda tale om en besparelse i forhold til sidste år, siger Ole Krohn.

Det er med til at lægge en hånd under boligmarkedet. Regeringens tal er i den senere tid blevet støttet af aktuelle tal, der viser fremgang på boligmarkedet.

- Selv ejerlejlighedsmarkedet, der skulle være påvirket af den nye reform af boligbeskatningen, viser overraskende styrke, siger Ole Krohn.

Endelig viser den økonomiske redegørelse, at vi er blevet rigere, når det gælder det økonomiske råderum.

Statsminister Mette Frederiksen var forleden ude og opjustere råderummet med 2,5 milliarder kroner.

- Den opjustering sker på en lidt dyster baggrund, fordi børnetallet ligesom i den øvrige vestlige verden falder. Det giver færre økonomiske omkostninger for samfundet og flere penge at kunne bruge til velfærd eller skattelettelser, siger Ole Krohn.

Regeringen har indkaldt til pressemøde fredag klokken 11.00, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) vil fremlægge finanslovsforslaget for 2025 og Økonomisk Redegørelse.

Også økonominister Stephanie Lose (V) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) vil være til stede under pressemødet.