Datede "vildt og voldsomt", før de kom frem til en erkendelse
Parret måtte lave flere krumspring for at holde deres forhold hemmeligt. Da de endelig kunne fortælle om det, var det gået i stykker.
OBS: Artiklen afslører, hvad der sker i det sidste afsnit af Landmand søger kærlighed.
Der blev kysset i laden og krammet i glampingteltet på den romantiske weekend.
Men Svend Hansen lagde aldrig skjul på, at han ikke var ramt af en vild og voldsom forelskelse.
- Jeg håber da rigtig meget, at Tine bliver den sidste kæreste i mit liv. Men det vil tiden vise. Det skal modne lidt endnu, fortæller han i sæsonafslutningen af ’Landmand søger kærlighed’.
Siden har forholdet fået lov at modne i knap tre måneder, og den 45-årige landmand og hans 46-årige bejler Tine Bech har nu erkendt, at de ikke bliver kærester.
- Det forvirrede, at vi er så gode venner og snakker godt sammen, men jeg kunne mærke, at følelserne ikke var der. Hun var meget gladere for mig, end jeg var for hende, fortæller Svend Hansen.
- Så vi har snakket en del om, hvorvidt det gav mening at blive ved. Nu har vi brugt så mange måneder, og det er stadig ikke kommet – så tror jeg ikke, det kommer.
Mørtel og tryllestøv
Svend Hansen kalder det ’tryllestøv’. Man kunne også bruge ordet 'forelskelse'.
Begge refererer de til den uforklarlige, boblende følelse, som især Svend Hansen havde håbet ville opstå efter parrets romantiske weekend.
Men siden optagelserne sluttede i sommer, har han kæmpet for at fornemme tryllestøvet.
Det fortalte parret allerede i august, da TV 2 besøgte dem på landmandens gård i Bækmarksbro, få uger efter den romantiske weekend.
På dette tidspunkt var Tine Bech forelsket.
- Ja, det vil jeg sige. Ikke hundrede procent, men jeg kan i hvert fald godt mærke tryllestøvet, sagde hun, mens Svend Hansen sad ved siden af og ærligt måtte fortælle, at han ikke kunne gengælde følelsen.
Men på dette tidspunkt forsøgte parret stadig at få kærligheden til at blomstre. For Svend Hansen var stadig vild med det søde smil, som havde fået ham til at falde for Tine Bech i første omgang.
- Og så har hun jo en god personlighed. Jeg kunne mærke med det samme, at hun havde nogle krummer i sig, fortalte han.
- Men det er som at have bygget et hus. Man har bare ikke fået fyldt mørtel mellem stenene, så de står og rykker på sig. Det er ikke rigtig blevet solidt. Jeg mangler desværre noget mørtel, fortalte han.
Holdt det hemmeligt
Da TV 2 mødte parret i Bækmarksbro, havde årets ’Landmand søger kærlighed’ først lige haft premiere, og hverken Svend Hansen eller Tine Bech var blevet introduceret på skærmen endnu.
Det betød også, at de måtte leve et hemmeligt liv sammen på Svend Hansens gård.
TV 2 besøgte gården i Vestjylland for at filme et indslag, hvor Svend Hansen viste rundt i sit hjem, der havde ændret sig markant, siden han første gang var med i 'Landmand søger kærlighed' fire år tidligere.
Under optagelserne til ovennævnte indslag gik Svend Hansen på listesko for ikke at komme til at afsløre, at han havde valgt Tine Bech som sin sidste bejler, og at de stadig sås på dette tidspunkt.
Der måtte ikke filmes i soveværelset, hvor der var redt op til to. Og da garagen skulle vises frem, skyndte Tine Bech sig at trille sin bil ud på gårdspladsen.
- Hvis nogen skulle slå nummerpladen op, kan de jo se, det er Tine, der er her, advarede Svend Hansen.
Har datet ”vildt og voldsomt”
Det kunne måske virke unødigt forsigtigt.
Men i foråret havde Svend Hansen en veninde forbi til en kop kaffe. Ingen af dem tog større notits af skraldebilen på den anden side af spisekøkkenets store panoramavinduer.
Men da Svend Hansen få dage senere var nede i byen, mærkede han tydeligt, at nogen havde fået det indtryk, at han havde fået en kæreste, fortæller han.
Derfor har han og Tine Bech mest været derhjemme.
De har ikke kunnet tage på dates og har kun været i biografen en enkelt gang. Der ankom de i sidste øjeblik, og listede ud igen før lyset blev tændt, så ingen opdagede dem sammen.
- Så vi har været her, hvor hun har set min hverdag og fulgt med i, hvad det vil sige at date en landmand. Jeg synes nu nok, vi får brugt tid sammen.
Tror I, forelskelsen kan opstå, når I ikke længere skal holde jeres forhold hemmeligt og kan lave noget mere sammen?
- Det tror jeg ikke gør en forskel. Man kan jo ikke tage på romantisk weekend hver weekend. Hverdagen skal også kunne fungere.
Svend Hansen vidste godt, det ikke var sundt for hverken ham eller Tine Bech, at han gik og tvivlede på forholdet.
Så i et par uger havde de forsøgt ikke at se hinanden så tit – måske kunne det få tryllestøvet til at hvirvle, tænkte de begge.
- Men jeg kan stadig ikke mærke, vi savner hinanden, konkluderede Svend Hansen efter pausen.
Gav hinanden fri
Der er nu gået to måneder siden interviewet i Bækmarksbro.
Og over telefonen fortæller Svend Hansen, at han og Tine Bech stadig er gode venner, der ses, hygger og tager ud og spiser en god middag en gang imellem.
Men de er ikke kærester.
Der var ikke en stor og skæbnesvanger samtale, hvor nogen sagde stop eller kastede håndklædet i ringen, fortæller Svend Hansen.
Det var jo kommet snigende over en lang periode, hvor de begge hele tiden havde været bevidste og åbne om det.
- Og til sidst måtte vi give hinanden fri til at komme videre, fortæller han.
Hos Tine Bech er der "ingen sure miner", fortæller hun.
- Vi var enige om at stoppe med date, da hans følelser ikke var samme sted som mine. Vi er forsat gode venner, og det tror jeg forsat, vi vil være. Jeg ønsker ham alt held og lykke med at finde kærligheden fremover.
Ingen af dem har fundet en ny i mellemtiden. Og Svend Hansen har da heller ikke travlt.
Men når der er gået noget tid, vil han formentlig dykke ned i sin indbakke på Facebook, hvor han har bemærket, at der er kommet et par henvendelser, mens programmet er blevet sendt.
Det kunne jo være, tryllestøvet gemmer sig her.
Se ’Landmand søger kærlighed’ tirsdag kl. 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.