Oprør i Venstre vokser: Troen på formandskabet er væk, lyder det
Flere medlemmer i Venstres hovedbestyrelse står nu frem med krav om, at partiets formand og næstformand skiftes ud.
Utilfredsheden mod ledelsen i Venstre vokser.
TV 2 har tirsdag været i kontakt med 96 medlemmer af partiets i alt 133 mand store hovedbestyrelse.
Af dem udtrykker kun syv opbakning til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen som formand og næstformand. 77 ønsker ikke at udtale sig, mens 12 direkte siger, at de mener én eller begge hovedpersoner bør trække sig.
Marianne Bredal, hovedbestyrelsesmedlem og medlem af byrådet i Struer, er mest direkte.
- Som situationen ser ud nu, er det svært at se, hvordan vi kan få løst problemerne uden at få gjort rent bord. Troen på, at det kan fungere med det nuværende formandskab, er ikke tilstede i baglandet, siger hun.
Krav om ro
Jan Lagoni, der er formand for Venstre i Esbjerg, frygter, at hans parti ender i samme langstrakte problemer, som andre før dem, hvis ikke der sker noget nu.
- Der er behov for en ny retning og for at få ro på. Vi skal ikke stå i samme situation som de konservative gjorde i sin tid. Det skal handle om politik – ikke personer og fløjkrig, siger han.
Andre hovedbestyrelsesmedlemmer er mere afventende, men dog utålmodige.
- Der skal ro på partiet og ledelsen. Hvis der ikke kommer ro på meget hurtigt, skal det have konsekvenser. Og det betyder udskiftning af partiets ledelse, siger vælgerforeningsformand i Svendborg Ulla Birgit Larsen.
Hun suppleres af kommuneforeningsformand i Horsens Per Svendsen:
- Jeg er nødt til at have vished nu for, at det formandskab fremadrettet kan fungere. Ellers må der ske en udskiftning. Nu har vi i årevis hørt, at de ville samarbejde, men i den sidste tid er det ikke lykkedes, så nu må vi have synlige beviser for, at det igen kan lade sig gøre. Nok er nok, siger han.
Jensen skal ud
For enkelte er det nok, hvis bare én af de to hovedpersoner trækker sig, og den hovedperson er Kristian Jensen:
Ifølge Michael Jensen, der formand for Venstre i Favrskov, er der "helt klart behov for udskiftning i ledelsen".
Stephanie Lose er for mig et godt bud på en næstformand. Jeg støtter Lars Løkke, så længe han er der, men hvis vi skal have formandsskifte, så er Jakob Ellemann-Jensen oplagt. Jeg har ikke tiltro til Kristian Jensen. Han har ganske enkelt ikke evnerne til at samle Venstre, og han har ikke de nødvendige lederevner, siger lokalformanden.
Kulmination på uger med ballade
De kritiske udtalelser kommer efter, at to lokalformænd fra Roskilde i en kronik i Jyllands-Posten mandag aften fremsatte krav om, at både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen bliver skiftet ud.
I stedet ser de gerne, at Jakob Ellemann-Jensen bliver formand, og at formand for regionerne, Stephanie Lose, bliver næstformand.
Kronikken og de efterfølgende kritiske ryster fra hovedbestyrelsen er den foreløbige kulmination på godt to ugers ballade i Venstre, som begyndte med en strid om posterne i toppen af partiets folketingsgruppe, og som eskalerede, da Kristian Jensen gik i rette med Lars Løkke Rasmussens politiske linje i et interview med Berlingske.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Venstres ledelse til kritikken fra baglandet, men de har ikke ønsket at medvirke.
Enkelte støtter
Under samtalerne med Venstres medlemmer af Hovedbestyrelsen er det kun få, der til citat ønsker at bakke Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen op. En af dem af vælgerforeningsformand i Køge Søren Møller Kristensen, der trods de seneste ugers uro kort konstaterer:
- Der skal ikke skiftes ud i ledelsen. Vi har en fremragende ledelse, siger han.
Venstres hovedbestyrelse mødes næste gang 31. august i Brejning ved Vejle. Dagen inden samles partiets forretningsudvalg.