Søndag får vi årets første sommerdag - se hvor vi kommer op på 25 grader
Søndagen begynder skyet - senere kommer der sol, og måske også nogle kraftige byger.
Vi har i dag årets første sommerdag ifølge kalenderen, men meteorologisk set begynder sommeren først den 2. juni. En meteorologisk sommerdag er i Danmark defineret ved, at temperaturen på mindst en af DMI's officielle målestationer når op over 25 grader. Det kommer antageligt til at ske i morgen.
Vinden vil være let eller jævn fra sydøst, hvilket betyder, at det bliver varmest i Syd- og Vestjylland. Her kan lummer luft komme direkte fra Tyskland uden at blive afkølet ved at flyve over de kolde danske farvande.
Når luften bevæger sig over land, varmes den igen hurtigt op. Derfor kan man også få 25 grader på Nordfyn eller på nordsiden af Lolland. Vandet omkring Danmark er cirka 13 grader, så ved kyster med pålandsvind vil det være væsentligt koldere.
Årsagen til varmen er et lavtryk ved Irland, der sender varm luft fra syd op over Danmark. Som man kan se på ovenstående vejrkort, så vil der optræde ret mange skyer i morgen.
Risiko for kraftige byger sidst på dagen
Søndagen begynder skyet, diset og med lokal tåge. I løbet af formiddagen og først på eftermiddagen bryder solen igennem de fleste steder. Sen eftermiddag vil der dannes skyer over Danmark, og der er risiko for skyerne kan vokse sig store nok, til at der kan opstå nogle byger. Det er stadig usikkert, om der kommer byger, men med så lummer luft som vi får i morgen, vil eventuelle byger let kunne blive kraftige.
Som det ser ud i skrivende stund, kommer der byger sen aften og natten til mandag. Bygerne kan meget vel være ledsagt af torden. Det er byger, der dannes på forsiden af den koldfront, man kan se over Strobritannien.
Sytten sommerdage før det blev sommer
Sidste år fik vi årets første meteorologiske sommerdag allerede den 19. april. Den blev efterfulgt af endnu en dagen efter, og i maj blev der 15 gange målt over 25 grader. Vi fik derfor 17 meteorologiske sommerdage, allerede inden kalendersommeren blev skudt i gang. Kalendersommeren og sommervejret fulgtes herefter ad, og første og anden juni sidste år bød på henholdsvis 28,4 og 29,8 grader.