Tordenvejr med over en halv måneds regn på vej

Lokalt kan tordenbyger give over en halv måneds regn.

Uvejr
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Sommervejret har for alvor bidt sig fast i Danmark, og det har været tørvejr i over to uger.

Haver, natur og marker savner vand, men nu er et større regnvejr på vej til Danmark.

Det er en front med regn fra sydvest, der sent onsdag ankommer til Sydvestjylland.

Onsdag byder igen på sommervejr, men sidst på dagen ankommer en front med regn og måske torden til Sønderjylland.
Onsdag byder igen på sommervejr, men sidst på dagen ankommer en front med regn og måske torden til Sønderjylland.
Grafik: TV 2 Vejret

Natten til torsdag og i løbet af dagen vil fronten give regn til næsten hele landet.

I Nordjylland kan fronten dog hænge, så regnen Nordenfjords først falder natten til fredag og først på fredagen.

Over en halv måneds regn

Selvom det er en front, så vil mængden af regn variere meget.

Det skyldes, at der inde i fronten kan optræde torden. I forbindelse med torden stiger nedbørsintensiteten ofte betragteligt.

Prognose af samlet mængde regn frem til fredag morgen.
Prognose af samlet mængde regn frem til fredag morgen.
Grafik: TV 2 Vejret

Ovenstående prognose viser, at der generelt kommer mellem 10 og 30 millimeter regn og lokalt endnu mere.

I gennemsnit byder maj på 47 millimeter regn i løbet af en hel måned.

Sommervejret vender hurtigt tilbage

Umiddelbart kunne man tro, at fronten kunne være begyndelsen på et vejrskifte, men sommervejret vender hurtigt tilbage.

Femdøgnsskema for 22. til 26. maj 2024.
Femdøgnsskema for 22. til 26. maj 2024.
Grafik: TV 2 Vejret

Fredag klarer det op med nogen sol og temperaturer mellem 18 og 23 grader.

I weekenden kan vi igen få meteorologiske sommerdage med 25 grader.