Pia hørte uhyggeligt skrig i haven: Fandt hund med skrue i munden

Det er kun få dage siden, der var et lignende tilfælde af skruer i pølser. Nu er det gået ud over hunden Mojo, som efter omstændighederne er okay.

skruer i pølser

- Jeg løber ud og ser bare Mojo med åben og blodig mund.

Det var et skrækkeligt syn, der mødte Pia Nørgaard onsdag formiddag.

Akkurat som alle andre dage lukkede hun sine to Berner Sennen-hunde, Mojo og Molina, ud haven for at blive luftet. Men pludselig hørte hun et underligt skrig.

Hendes 11-måneder gamle hvalp, Mojo, havde fået en skrue i munden.

- Det var det mærkeligste, højeste og mest uhyggelige skrig, jeg nogensinde har hørt fra en hund. Det gjorde så ondt på mig, fortæller Pia Nørgaard.

Mojo, der er født blind, havde snust sig frem til flere stykker pølse, der pludselig og helt uventet lå på Pias terrasse. Det var ikke noget, hun havde placeret der, og i dem alle var der gemt en skrue.

- Jeg har det så dårligt i dag. Jeg er enormt bange og kan slet ikke forstå, at nogle vil os og vores hunde det ondt, siger Pia Nørgaard.

Mojo fik hurtigt skruen ud af tandkødet. Men er nu bange for at komme ud i haven, fortæller Pia Nørgaard.
Mojo fik hurtigt skruen ud af tandkødet. Men er nu bange for at komme ud i haven, fortæller Pia Nørgaard.
Foto: Privatfoto

Lignede episode for få dage siden

Det er kun fire dage siden, vi på TV MIDTVEST fortalte om pølsebidder med skruer i, som var kastet i et villakvarter i Ikast.

Et billede af pølserne blev slået op i en privat Facebookgruppe, og det skræmte Betina Jensen, som bor i området, hvor de var kastet.

- Jeg vil ikke engang kalde det drengestreger, det er direkte dyreplageri, sagde Betina Jensen, som selv har hund, i søndags.

Det var hendes nabo, der på en gåtur med sin hund pludselig så, den gnaskede i noget.

- Hun blev ræd over, hvad den spiste, så hun stak fingrene ind i munden på den og fandt en gennemgnasket pølse med en skrue i, siger Betina Jensen. 

Meldt til politiet

I Hanstholm har Pia Nørgaard og hendes mand anmeldt sagen til politiet. De bor i et parcelhuskvarter i Hanstholm. Deres hus er omringet af et stakit, og derfor er det politiets teori, at nogle har kastet pølsestykkerne med skruer ind over hegnet og ind på terrassen.

- Da min mand kommer hjem, begynder jeg bare at græde. Han blev simpelthen så rasende, at han ringede til politiet, der kom med det samme. De var også meget chokerede, lyder det fra hundeejeren.

Familien er overbevist om, at det ikke bare er drengestreger og tror, at hærværket er møntet på dem og deres hunde.

- Jeg forstår det virkelig ikke. Vores hunde er gode hunde, der kun gør, hvis andre hunde i området gør.

Det var disse pølser, Pia Nørgaard fandt på sin terrasse.
Det var disse pølser, Pia Nørgaard fandt på sin terrasse.
Foto: Privatfoto

Får overvågning sat op

Politiet har opfordret dem til at få overvågning sat op.

- Jeg tør ikke lukke hundene ud og har slet ikke lyst til at bo her mere, siger hun og fortsætter:

- Vi får overvågning i dag. Det kan kun gå for langsomt.

Politiet rådede også familien til at lave et opslag i deres lokale facebookgruppe. Pia Nørgaard har været hårdt ramt følelsesmæssigt, siden hun fandt sin hund med en skrue i munden, og derfor har hun fået sin veninde til det.

- Jeg håber, at det får stoppet gerningsmændene. Og at der måske er nogle, der har set noget her i området, siger hun.