20-årig reddede ægtepar fra at drukne - nu har han fået særligt opkald

En usædvanlig redningsaktion udløser nu en dusør og et stort skulderklap til 20-årige Sebastian Nyhus Jensen fra Gjern.

Sebastian Nyhus Jensen

Sebastian Nyhus Jensen er ikke meget for at blive kaldt helt. Han gjorde ikke spor andet, end alle andre ville have gjort i samme situation, siger han.

Men spørger man Kenn Sølvkjær Jensen, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi i Silkeborg, har Sebastian Nyhus Jensen handlet usædvanligt modigt og resolut.

Han har ved egen kraft reddet to ældre mennesker fra at drukne i Gudenåen, efter ægteparret af uvisse årsager kørte i åen, og bilen begyndte at synke.

- Det her er et ret unikt tilfælde. Han har reddet to mennesker, for der er ingen tvivl om, at de ville være gået ned med bilen og ikke kommet ud i tiden uden hans hjælp, siger Kenn Sølvkjær Jensen.

For da Sebastian Nyhus Jensen kom kørende over Kongensbro ved Gudenåen fik han øje på en bil, der var på vej ud i åen og allerede havde forhjulene under vand. Han trykkede speederen i bund og skyndte sig derhen for at finde ud af, hvad der foregik.

Da han så, der sad et ældre ægtepar i bilen, smed han tøjet og forsøgte at sætte et træktov på bilen, men på det tidspunkt var bilen ikke til at redde, så i stedet hjalp med at få presset bildøren op. Manden kunne ikke svømme, så Sebastian fik ham revet ud af bilen og fik hans hoved løftet over vandkanten og bjærget i land. 

Bilen kørte i åen tæt på sted, hvor man kan løfte kajakker op af vandet.
Bilen kørte i åen tæt på sted, hvor man kan løfte kajakker op af vandet.
Foto: Privatfoto

Dusør på 1.000 kroner

Derfor har Midt- og Vestjyllands Politi også netop besluttet, at Sebastian Nyhus Jensen skal have en dusør på 1.000 kroner.

- Det er sjældent, man ser sådan en handlekraft. De fleste vil nok stivne lidt i sådan en situation og måske blive usikker på, hvad de skal gøre og forsøge at ringe efter hjælp eller stoppe andre bilister. Sebastian vurderede, at der skulle handles lige med det samme, og det gør han så, og det er rigtig flot, siger politikommissær Kenn Sølvkjær Jensen.

Derfor var det heller ikke en svær beslutning at indstille ham til en dusør. En besked, han havde fornøjelsen af at ringe og fortælle onsdag formiddag.

- Jeg er glad for at kunne give ham en dusør. Det er utrolig flot, det han har gjort. Han har holdt hovedet koldt uden at sætte sig selv i livsfare og har givet livsreddende hjælp til medmennesker i nød. Det vil vi gerne anerkende og takke for, siger Kenn Sølvkjær Jensen.

Sebastian Nyhus Jensen modtager et anerkendende håndtryk, et par ord og et officielt brev på politistationen i Silkeborg torsdag klokken 10.

- Jeg er da glad for anerkendelsen, og penge klager man vel aldrig over. Men jeg ser det ikke som en eller anden heroisk heltegerning. Jeg gjorde bare noget i stedet for at stå med telefonen i hånden, siger han. 

Udover dusøren har han også modtaget 1.000 kroner som tak for hjælpen fra ægteparret, der umiddelbart ikke er kommet noget til, men har været rystet over oplevelsen.

Pengene skal bruges på hans store fritidsinteresse: firehjulstrækkere. Han er i gang med at bygge sin egen, og den slags koster. Alligevel er det ikke pengene, der betyder noget.

- Det er skulderklappet, der gør mig glad. Den slags har jeg ikke fået mange af gennem min opvækst og skolegang, så det er da rart at få den anerkendelse, også selvom jeg stadig synes, jeg ikke gjorde noget særligt, siger han.