Sne og kulde stopper dem ikke: 200 løbere kaster sig ud i Danmarks mest ekstreme løb
200 af Danmarks bedste terrænløbere snørede i dag løbeskoene og var klar til start til DM i trailløb.
Sneen malede flere steder i dag landskabet hvidt. Også skovbunden i Ry, hvor danmarksmesterskaberne i trailløb lørdag formiddag blev skudt i gang.
Der skulle heldigvis mere til end lidt sne og kulde for at stoppe de 200 løbere, der begav sig ud på det 21 kilometer lange terrænløb.
- Det er det mest ekstreme løb, man kan finde i Danmark. Men når først man er i gang derude, så tænker man ikke så meget over, hvordan vejret er, så handler det bare om at komme fremad, siger Eskil Schøning, der deltog i løbet.
Hårdeste rute i flere år
Silkeborg Orienteringsklub havde lagt ruten, som var en af de hårdeste de senere år med fokus på masser af stigninger.
Vejret og det snedækkede underlag gjorde bestemt ikke løbet mindre udfordrende.
I spidsen for løbet står blandt andre Simon Grimstrup fra Silkeborg Orienteringsklub. Han bor lige ved siden af løbet og har fået æren af at bestemme årets løberute.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse at lave et sådant løb i baghaven. Folk er glade og trætte og smiler og er mudrede. Det er fedt at se, siger han.
Eskil Schøning kom først over målstregen, og for den nye danmarksmester var sneen bare et dejligt ekstra krydderi.
- Det var fedt. Jeg løb egentlig bare og smilede hele vejen derude. Jeg havde det sjovt. Det er en åben konkurrence, inden man stiller op, så det var sjovt og lige trække det længste strå, siger Eskil Schøning.