Vej skrider ud - spærret i flere uger

En vej er ved at skride ud, så nu bliver den lukket i flere uger, så den kan blive gravet helt op og genetableret.

Det er blandt andet dette vejstykke, der nu skal genopbygges.
Foto: Silkeborg Kommune

Adskillige lapninger er slået fejl, så nu bliver en hel vej fjernet, gravet op og erstattet med en ny vej.

Det meddeler Silkeborg Kommune onsdag.

Det drejer sig om Viborgvej, der løber fra Silkeborgs bymidte og nordvest mod Kjellerup og senere Viborg.

På stykket vest for Serup er vejen igen og igen skredet ud, og der er fyldt mere og mere asfalt på for at stopper skaderne. Enkelte steder er asfalten således 50-60 centimeter tyk.

Der er dog blevet ved med at dukke sætningsskader op, som øger risikoen for trafikuheld.

Og nu må Silkeborg Kommune altså sande, at reparationerne ikke har hjulpet, og de 100 meter vej, det handler om, skal derfor fuldstændig genetableres.

Det betyder, at Viborgvej spærres mellem Vinderslevholmvej og krydset ved Serupvej/Tandskovvej fra mandag den 20. november og tre uger frem til den 8. december.

Vejen vil derefter blive gravet op og alle lag under vejstrækningen vil blive genopbygget efter alle kunstens regler. Håbet er, at den nye opbygning kan holde sammen på vejen.

I mellemtiden skal bilister, der ellers ville bruge Viborgvej, på en længere omvej. Silkeborg Kommune anbefaler, at man i stedet kører vest ad motorvejen, drejer af ved afkørsel 35 Pårup og derfra kører nordpå.

Omkørsel for pendlere ved spærring af Viborgvej - Kopi
Foto: Silkeborg Kommune

Silkeborg Kommune oplyser, at der er undersøgt andre muligheder, men at de ikke var realiserbare. En midlertidig vej rundt om vejarbejdet blev blandt andet droppet, da rabatten var blød til at klare trafikken.

Mens trafikken alligevel vil være nedsat i vejarbejdsperioden, bruger kommunen chancen til at lave andre vejarbejder på Viborgvej. Derfor vil der over tre dage kun være ét spor åbent, men der udskiftes asfalt.