Parti vil give beboere på udrejsecenter fodlænke på

Forslaget om fodlænke, som holder øje med de tidligere dømte, vil gøre nabo til udrejsecenteret mere tryg.

I syv år har naboer til udrejsecenteret i Bording kæmpet med utryghed.
I syv år har naboer til udrejsecenteret i Bording kæmpet med utryghed.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Godt og vel en kilometer i fugleflugt fra Udrejsecenter Kærshovedgård bor landmanden Per Jacobsen med sin familie. 

Han er ikke tryg ved at lade børnene gå selv hen til skolebussen om morgenen eller cykle alene til fritidsaktiviteter om eftermiddagen. 

Sådan har det været i syv år, mens afviste asylansøgere - hvoraf nogle af dem er kriminelle - har været indkvarteret på udrejsecenteret. 

- Det er jo dem, der er kriminelle, som os med børn er utrygge ved, siger Per Jacobsen. 

Per Jacobsen så helst at de kriminelle asylansøgere blev flyttet langt væk, men han tror ikke på, at det kommer til at ske.
Per Jacobsen så helst at de kriminelle asylansøgere blev flyttet langt væk, men han tror ikke på, at det kommer til at ske.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Øksemanden på fri fod 

Én af dem, som han og politikerne gerne vil have styr på, er Øksemanden, som i 2010 forsøgte at dræbe satiretegneren Kurt Westergaard. 

Han er, i følge BT, udrejst af landet, selvom han skulle være på udrejsecenteret i Bording.  

- Vi har nogle mennesker, som forvinder, og ikke melder sig hos myndighederne, når de skal. Derfor ved vi simpelthen ikke, hvor de er henne, det har vi ikke styr på, siger Steffen Larsen, som er retsordfører for Liberal Alliance.

Ifølge tal fra Hjemrejsestyrelsen har der i perioden fra 1. august 2020, hvor Hjemrejsestyrelsen blev etableret, til den 24. maj 2023 været 241.238 potentielle overtrædelser af meldepligten på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Overtrædelserne er potentielle, fordi de blot er registreret af udrejsecenteret, men ikke nødvendigvis er endt som politianmeldelser. 

De registrerede overtrædelser er ikke nødvendigvis politianmeldt, da de kan være begrundede.
De registrerede overtrædelser er ikke nødvendigvis politianmeldt, da de kan være begrundede.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Men der er for mange overtrædelser, mener Liberal Alliance. 

Derfor foreslår partiet at mindske problemet. Hovedingrediensen i forslaget er at give fodlænke til nogle af udrejsecentrenes beboere.

Centrets beboere skal inddeles i rød, gul og grøn kategori og behandles efter det. 

Beboere i den grønne gruppe har fortsat meldepligt, men kan ellers bevæge sig som før. I den gule gruppe er kriminelle, som partiet foreslår en fodlænke, mens de radikaliserede og terrordømte kriminelle i den røde gruppe skal isoleres fra andre beboere og også have fodlænke på.

Stod det til Liberal Alliance skulle beboerne inddeles i farvegrupper, som i en lysregulering.
Stod det til Liberal Alliance skulle beboerne inddeles i farvegrupper, som i en lysregulering.
Foto: Liberal Alliance

Den løsning håber Per Jacobsen, som bor tæt på centret, bliver en realitet. 

- Hvis ikke de kan komme et andet sted hen, så er det da en løsning, der kan bruges. Det ville da give lidt mere tryghed.

- Jeg vil tro, at det så vil nærme sig, at vi kunne sende børnene med bussen selv, eller de selv kunne cykle hjem fra aktiviteter, og det ville da gøre hverdagen noget nemmere, siger Per Jacobsen.

Et urealistisk forslag 

Men forslaget er ikke muligt at føre ud i livet. 

Det mener udlændinge- og integrationsordfører i Venstre, Mads Fuglede.

- Det er ikke fordi, jeg synes, det er et dårligt forslag. Men problemet med forslaget er, at man ikke bare må sætte en fodlænke på folk. Det kan man, hvis man er dømt til det, og det er man ikke, når man er blevet udvist af Danmark, siger Mads Fuglede. 

- Det er et forslag, som kan lyde tillokkende, men i virkeligheden er det nok ikke noget, vi kan praktisere, slå han fast. 

På udrejsecenteret i Bording bor afviste og udvisningsdømte asylansøgere.
På udrejsecenteret i Bording bor afviste og udvisningsdømte asylansøgere.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Selvom Liberal Alliance nu foreslår fodlænker til flere beboere på Kærshovedgård, erkender Steffen Larsen, at forslaget om en fodlænke ikke kan stå alene, hvis alle udfordringer skal løses:

- Det er ikke en løsning, der løser alle problemerne, men første trin er at sørge for, at vi har styr på de her mennesker, så de ikke forsvinder, siger Steffen Larsen.

Han mener, at det bør kunne lade sig gøre at give fodlænke på til udvisningsdømte, når det ikke er en fængselsstraf, men en kontrolindsats. 

 - I det øjeblik, vi bruger en fodlænke som en kontrolinstans, så er det ikke en straf. Meldepligten er jo også en kontrolinstans, argumenterer han. 

Stod det til regeringspartiet Venstre skal der dog andre forslag på bordet for at finde det helt rette at gøre. 

- Vi har nedsat et udvalg, som skal komme med en række løsningsforslag til de problemstillinger, der er omkring Kærshovedgård. Når udvalget kommer med en udmelding, vil vi komme med et udspil, som skal løse problemerne, siger ordføreren fra Venstre.