300 år gammelt rum afsløret af arkæologer og kloakfolk
Kloakfolk og arkæologer arbejdede i dag sammen om at kigge ind i et 300 år gammelt rum i Hald borgruin ved Viborg.
Det er ikke hver dag man får lov at åbne et uforstyrret rum i en borgruin efter 300 år. Så forventningerne var på forhånd store.
- Nok er det ikke Indiana Jones, men det er rent faktisk spændende at komme ind og se rum, der ikke er nogen, der har set i 300 år, siger arkæolog fra Viborg Museum, Jesper Hjermind, der har et spinkelt håb om at gøre et stort fund i det forladte rum.
- Vi ved, at der er massevis af gamle ubrugelige våben herude helt tilbage fra år 541. Så hvis vi er rigtig heldige står de i et hjørne derinde, og det vil være helt fantastisk, siger Jesper Hjermind.
Det blev dog hverken til våben eller andre skatte, da lokale kloakfolk førte et kloak-kamera cirka fem meter ind i volden tæt ved det tårn som stadig står ved de gamle ruiner i Hald.
Her kunne kameraet afsløre et hvælvet rum muret op i munkesten. Et rum som sandsynligvis har fungeret som kanonstilling - en såkaldt kasemat.
- Det er gået over al forventing. Vi har været inde med kameraet flere gange, og der er murværk derinde. Det er spændende fordi det giver os noget ny viden om området herude, siger Jesper Hjermind.
- Da vi brød igennem kunne vi se de meget velbevarede munkesten og fugerne, så vi kom jo lige præcis ind til det vi havde håbet og troet på, siger Steffen Christensen, der er tv-inspektør hos entrepenørfirmaet Thomas Nørgård i Viborg.
Og faktisk er det ikke kun arkæologerne, som synes det er sjovt at lave et kighul ind i historien. Også kloakfolkene, der ellers er vant til at arbejde med noget helt andet end historien, kan se det sjove i dagens opgave.
- Jeg synes det er vildt spændende. Når vi graver til kloakker, så er det altid sjovt, hvis der viser sig at være arkæologiske fund. Det her er noget helt andet end vi er vant til, siger
Og arbejdet med kloak-kameraet i arkæologi er kommet for at blive. Den slags teknologi gør det nemlig muligt for arkæologerne at kigge ind i gamle ruiner uden at skade dem.
- Det er jo fordi, at vi som arkæologer hele tiden er ude efter nye metoder, hvor vi kan komme ind og egentlig ikke ødelægge noget - ikke-destruktiv arkæologi kalder vi det, siger Jesper Hjermind.
Og selvom nogle måske ville være skuffet over et tomt rum, så gælder det ikke arkæologen.
- Vores opgave fra Viborg museum er jo at få så meget ny viden omkring borgen herude, så de gæster, der kommer til sommer, kan få endnu mere sjovt at vide, siger Jesper Hjermind.
Undervands- og luftdroner
Og det stopper ikke her. Om få måneder har Viborg Museum nemlig planer om at benytte sig af droner til at blive endnu klogere på det historiske område ved Hald.
- Vi har kontakt til Dresden Museum, som har en undervandsdrone, der taler sammen med en luftdrone. De skal undersøge en forfærdelig masser egetræspæle, som er banket ned i ude i søen omkring år 1423. Dem vil vi gerne have nogle billeder af. Så det er noget der kommer om nogle måneder, siger Jesper Hjermind.
Området ved De fem Halder har de seneste år været igennem en større renovering, som skal bringe det 800 år gamle historiske område op på højde med andre attraktioner som Kalø Slotsruin og Hammershus.