Aflyser lejrskole: Skoler har svært ved at få pengene til at række

Mange skoler i landsdelen har svært ved at få pengene til at række, fordi børnetallet falder.

0:51

I Viborg Kommune skal byrådet forhandle budget i næste uge. Og det er nu, der skal gøres noget ved, at mange skoler har svært ved at få økonomien til at gå op. 

Det mener forældrene på Vestfjendsskolen i Vridsted. 

- Nu er det nu. Nu er de nødt til at gøre et eller andet. Vi kan ikke blive ved, lyder det fra Jannie Krog, der er formand for skolebestyrelsen på Vestfjendsskolen.

Janni Krog er formand for skolebestyrelsen på Vestfjendsskolen.
Janni Krog er formand for skolebestyrelsen på Vestfjendsskolen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Skolen i Vridsted er et af de steder, hvor elever og forældre mærker at det er sparetider. På fem år har skolen med godt 200 elever mistet seks medarbejdere. Men antallet af klasser er uforandret. Faktisk er der en klasse mere nu.

- Der er bare ikke nogen penge at gøre med. Du kan ikke drive skole uden penge. Der skal indkøbes bøger og printeren skal virke. Jeg synes, det er gået for vidt, siger skolebestyrelsesformand Jannie Krog.

Aflyste lejrskoler og dårligere IT

Simon Juhl Kjeldsen fra 7. klasse oplever, at eleverne i dag får langt færre ture ud af huset end tidligere.

- Der er ikke så mange forskellige former for undervisning længere. Der er ikke så mange ture ud af huset. Der er også nogle computerprogrammer, vi ikke kan få, fordi de koster penge for skolen, siger han.

Simon Juhl Kjeldsen går i 7. klasse på Vestfjendsskolen.
Simon Juhl Kjeldsen går i 7. klasse på Vestfjendsskolen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Kim Sørensen har to børn i henholdsvis 6. og 9. klasse. De har fået deres lejrskoletur aflyst i år.

- Jeg synes, det er for dårligt, at det skal ramme børnene. Lejrskole er en aktivitet jeg selv husker fra min folkeskoletid som et hyggeligt minde. Det kan mine børn så ikke få, fordi skolen ikke har økonomi til det.

- Jeg synes, det er for dårligt, at det skal ramme børnene, siger Kim Sørensen, der er far til to børn på skolen i Vridsted.
- Jeg synes, det er for dårligt, at det skal ramme børnene, siger Kim Sørensen, der er far til to børn på skolen i Vridsted.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Kommunens skoler har efterhånden vænnet sig til at vende hver en krone. I takt med at børnetallet falder, får kommunen færre penge at drive skoler for. Det betyder, at der bliver fyret lærere og andet personale.

Andre boller på suppen

Men måske kommer der andre boller på suppen nu.

Før næste uges budgetforhandlinger har flere partier meldt ud, at nu er de parat til at ændre på skolestrukturen - altså antallet af skoler.

- Det går ikke længere. Vi har et børnetal, der styrtdykker. Vi har øgede udgifter til specialundervisning. Derfor er tiden nu inde til at se på, om vi definerer opgaven korrekt. Fra Venstres side har vi talt om at en skole kan blive for lille. Det må ikke være de mange børn, der betaler for de få. Derfor skal der også kastes et blik på strukturen, siger formanden for børne- & ungdomsudvalget, Katrine Fusager Rohde (V).

Byrådet i Viborg forhandler budget mandag og tirsdag i næste uge.

2:23
Skoler i Viborg kommune har skåret ind til benet. Nu forlanger forældre flere penge.