Ansatte har ADHD, misbrug og angst: Hos bager Lars er der plads til alle
Hos en midtjysk bager går godt bagværk og social ansvarlighed hånd i hånd - og endda så vellykket, at bageriet nu er nomineret til ærespris.
Lars Trier Nielsen har været bager i snart 40 år.
I den lille midtjyske by Frederiks har han med 'Byens Kagemand' lavet et helt særligt bageri, hvor det ikke kun er kager og bagværk, der er i fokus.
- Jeg har altid haft en stor diversitet af mennesker ansat, fortæller Lars Trier Nielsen.
Han har gennem tiden nemlig haft god erfaring med at fastholde medarbejdere, der ellers kan have svært ved at finde sin plads i arbejdsmarkedet, fordi de er udfordrede af blandt andet angst, ADHD eller misbrug.
- Jeg tror, det ligger i min DNA at tage dem ind. Det er ikke noget, jeg lige er begyndt på, det har jeg sådan set gjort i mange år, fortæller han.
Og det har CSR People Prize nu også opdaget.
Byens Kagemand i Frederiks er netop blevet nomineret til prisen, der går til en virksomhed, der gør "en ekstraordinær indsats for at tage et socialt ansvar."
En forskel for den enkelte
En af dem, der er blevet glad for lugten i bageriet i Frederiks, er Sørine Jerimiassen.
- Jeg har haft lidt svært ved at finde steder at arbejde, siger hun og fortsætter:
- Lars har gjort meget for, at jeg kunne trives her i bageriet.
Sørine Jerimiassen kommer fra Grønland og har boet i Danmark de sidste 15 år. Her begyndte hun at uddanne sig som bager, men hun havde svært ved at holde motivationen oppe - lige indtil hun blev ansat hos Lars Trier Nielsen.
- Det har betydet, at jeg har kunnet færdiggøre min uddannelse. Jeg tror ikke, jeg havde klaret det uden Lars og de andre her i bageriet, siger Sørine Jerimiassen, som i dag er mestersvend i bageriet.
Også Lise Koch-Palmgren, der nu er i fleksjob hos bageriet i Frederiks, har mærket en helt særlig inklusion og fleksibilitet her.
- Jeg har en ADHD-diagnose, som kræver, at jeg gerne skal vide på forhånd, hvad jeg skal lave, og det har han formået at tage hensyn til herude, siger hun.
Lars Trier Nielsen selv er ydmyg om det, han har gjort for sine ansatte. Han synes egentlig bare, at det er en win-win, for han selv får også meget ud af at få flere i arbejde, når bagerfaget ellers er udfordret på arbejdskraft.
- Arbejdslederne skulle vide, hvor meget potentiale der ligger derude. Det tror jeg ikke, at de er klar over, fortæller han og supplerer:
- Hvis man selv giver lidt, får man rigtig meget tilbage.
- Det er jeg da stolt af
Både Lars Trier Nielsen og hans ansatte er glade for nomineringen til CSR People Prize 2023.
- Det er rart, at der bliver lagt mærke til, at vi gør nogle ting anderledes, og at vi måske oven i købet gør det godt. Så det er jeg da stolt af, siger han.
Det var Viborg Kommune, der opfordrede dommerkomitéen til at kigge på lige præcis Byens Kagemand i Frederiks. Og da dommerne fik øje på det lille midtjyske bageri, var de meget begejstrede.
- Vi kunne simpelthen ikke andet end at nominere Byens Kagemand, fortæller Mette Rønnau, som er en af dommerne til CSR People Prize.
Mette Rønnau forklarer, at nomineringen skal motivere flere som Lars Trier Nielsen til at inkludere og fastholde mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
- Vi mangler arbejdskraft, så der er potentiale i at få sårbare mennesker ind at bidrage, selvom det er på færre timer eller med særlige opgaver i virksomheden. Der er så mange muligheder for at få arbejdskraft den vej, fortæller hun.
Vinderen af CSR People Prize 2023 bliver fundet 12. september, og hvis Byens Kagemand i Frederiks ender med at vinde prisen, så glæder Lars Trier Nielsen sig til at fejre det med de ansatte.
- Så skal vi holde en fest, tror jeg!