Bankdirektør kritiserer lufthavns bestyrelse: - Man skulle have taget kunderne med på råd
Midtjyllands Lufthavn er meget vigtig for erhvervslivet, siger direktøren i Ringkjøbing Landbobank. Han mener, at ejerne skal sætte alt ind for at redde lufthavnen.
Bestyrelsen i Midtjyllands Lufthavn kunne have gjort mere for at sikre ruten mellem Karup og København. Det mener direktøren i Ringkjøbing Landbobank, John Fisker.
Bestyrelsen skulle ifølge John Fisker have rettet henvendelse til erhvervskunderne, som er dem, der benytter sig af flyruterne.
- Dem må man jo spørge, hvad er det I har brug for af flyafgange, og hvor meget vil I committe jer. Jeg er sikker på, at der er en stor vilje til at committe sig i det midt- og vestjyske, siger John Fisker.
Han understreger, at flyruten er meget vigtig for erhvervslivet.
- Helt konkret så mener jeg, at ejerne, som er kommunerne, skal anerkende, at det her virkelig er kritisk infrastruktur for vores erhvervsliv, siger John Fisker.
Fra den 9. december er der nemlig ikke længere luft under vingerne hos Midtjyllands Lufthavn i Karup. I første omgang er det midlertidigt, men man frygter, at lufthavnen lukker permanent.
- Jeg føler, det er en mindre katastrofe for erhvervslivet i Midt- og Vestjylland, hvis lufthavnen lukker.
Landbobanken bliver ramt
En katastrofe som vil besværliggøre transporten for medarbejdere og kunder i Ringkjøbing Landbobank.
- Det vil for os helt konkret betyde, at vi får svært ved at komme frem og tilbage samme dag til mange af vores samarbejdspartnere og kunder. Og det vil jo besværliggøre der, hvor vi ligger, siger John Fisker.
Og han vil som bruger af flyruten gå langt for at redde lufthavnen.
- Det er en fantastisk lufthavn. Det er den bedste lufthavn jeg kender, så derfor må vi gøre alt for, at vi holder fly i luften.
Bestyrelsen i lufthavnen kunne som en løsning have rakt hånden ud og spurt om to ting, mener han.
- Dels er der at finde ud af, hvornår afgangene skal ligge og derefter spørge, hvor mange billetter virksomhederne vil garantere, at der bliver solgt. Så har du et grundlag, når man skal redde det fem minutter over tolv.
Erhvervslivet kunne stille en garanti
Hvis bestyrelsen havde kontaktet Ringkjøbing Landbobank, så ville John Fisker have sat en garanti for, hvor mange billetter de ville købe.
- Det er selve den kritiske infrastruktur, der er vigtig for os, siger John Fisker.
Midtjyllands Lufthavn er ejet af ni midt- og vestjyske kommuner.
Listen tæller Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg kommuner.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra formanden for bestyrelsen, Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, men det er ikke lykkes at træffe ham.