To ting er skyld i Midtjyllands Lufthavns nedtur, mener analytiker

Midtjyllands Lufthavns melding om en mulig, midlertidig lukning ærgrer analytiker, men konkurrencen og geografien har modarbejdet lufthavnen længe.

5:33
Midtjyllands Lufthavn har endnu ikke fundet en anden flyoperatør end DAT.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Midtjyllands Lufthavns melding om mulig midlertidig lukning, ærgrer aktieanalysechef hos Sydbank Jacob Pedersen.

- Det er helt igennem trist. Det er faktisk den første lufthavn, jeg selv fløj fra.

Igennem hans arbejde har han fået et stort kendskab til flybranchen, og Midtjyllands Lufthavns svære situation har været svært at undgå.

- Vilkårene for Midtjyllands Lufthavn har været svære længe. Det er først og fremmest på grund af den geografiske placering, hvor meget stærke konkurrenter som Aalborg-, Aarhus- og Billund Lufthavn ligger tæt på og har vækstet meget de seneste år, fortæller han.

Ruten har været holdt oppe af forretningsrejsende 

Midtjyllands Lufthavn har i mange år været en brugt trafikåre for især forretningsrejsende, der skulle fra Midtjylland til København. Men udover at konkurrenterne i højere grad tiltrække de rejsende, så peger Jacob Pedersen også på, at corona har haft nogle store negative konsekvenser for lufthavnen i Midtjylland.

- Under corona var der jo nærmest ingen der rejste, og her efter corona er mange virksomheder begyndt at droppe forretningsrejsen, både fordi vi fandt ud af, at det er nemt at holde møder over Zoom og Skype, og derudover er det at skære ned i flyrejserne også en nem måde at blive en mere bæredygtig virksomhed, fortæller han.

Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank er ærgerlig men ikke overrasket over Midtjyllands Lufthavns situation.
Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank er ærgerlig men ikke overrasket over Midtjyllands Lufthavns situation.
Foto: Jes Jessen/APPR/Ritzau Scanpix

Den situation Midtjyllands Lufthavn står i, når kontrakten med deres nuværende flyoperatør, DAT, udløber den 9 december, er svær at se en løsning på.

- DAT har vidst, at de er gode til at skabe stærke regionale ruter i Danmark, så hvis DAT ikke mener, de kan tjene penge på at flyve fra Midtjyllands Lufthavn, er det svært at forestille sig, hvilket selskab, der så skal kunne tjene penge på det, fortæller han.

Et stort tab for området 

Der er dog ingen tvivl om, at det vil blive et kæmpe tab for lokalområdet, hvis lufthavnen i Karup ikke kan finde en løsning og bliver nødt til at lukke permanent.

- For lokalbefolkningen og de rejsende, der bruger lufthavnen, bliver det rigtig træls for. Men flybranchen i Jylland har længe været domineret af stærkere og større lufthavne i Billund, Aalborg og Aarhus, og her har vilkårene for at drive luftfart bare ikke været lige så gode i Midtjylland. Geografien er imod dem, fortæller han.

Derudover peger han på, at der skulle have været handlet lang tid før, hvis Midtjyllands Lufthavn skulle have stået stærkere end de gør.

- Der er masser af ting, man kunne have gjort. Infrastrukturen til lufthavnen kunne man have gjort noget ved, og man kunne have gjort mere for at tiltrække andre typer af forretning og andre ruter, men det er selvfølgelig ikke engang sikkert, at det havde været nok på grund af geografien, fortæller Jacob Pedersen.

Det er stadig uvist, hvordan fremtiden for Midtjyllands Lufthavn kommer til at se ud, men økonomiudvalget i flere lufthavnenes ejerkommuner skal i den kommende tid tage stilling til om man vil yde et tilskud, der skal hindre en konkurs.