Dyrlæge på fire hjul: Alexandra redder dyr i bryggerset

Alexandra Jacobsen sprang ud som selvstændig, kørende dyrlæge for et halvt års tid siden. Og rigtig mange er glade for at få hjælp til deres dyr i eget hjem.

8:56
Dobbelt så mange starter enkeltmandsvirksomhed som for ti år siden. I sommer sprang Alexandra Jacobsen ud som dyrlæge i egen kørende klinik.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Hun har gjort det lidt anderledes end så mange andre dyrlæger. Alexandra Jacobsen kommer nemlig selv ud til sine kunder i en bus, hun har købt til formålet. Det kostede et par hundrede tusinde – bare at komme i gang. Men i bussen kan hun lave lidt af hvert.

- Der er mange små ting, man skulle have styr på. Der er også forskel på at have en bil i forhold til at have en klinik, der er mange ting man skal have passet ind i et meget lille rum, og tingene skal kunne tåle at man kører rundt med dem, siger Alexandra Jacobsen, som ejer ”Din Hjemmedyrlæge” i Stoholm.

Ideen til den rullende dyreservice fik Alexandra i USA for mange år siden, og gennem årene blev hun bare endnu mere bekræftet i, at der var et behov for det.

- Da jeg var på klinik, kom der for eksempel rigtig ofte en mor, som var på barsel, og det kender man jo godt selv, at når man har en nyfødt, så skal man have pakket baby og det hele ned. Og så skal man holde hunden, og man skal forsøge at amme og holde ro på både baby og hund. Og så tænkte jeg, at det er altså bare meget rarere, hvis man er derhjemme og ikke skal tænke på alt det der, siger hun.

Endnu er der ikke så mange kunder i butikken, at hun kan leve af det. Så Alexandre har to andre jobs ved siden af.
Endnu er der ikke så mange kunder i butikken, at hun kan leve af det. Så Alexandre har to andre jobs ved siden af.

Det er blandt andet ældre, og folk, der arbejder hjemme, der ringer efter den rullende dyrlæge.

- Folk vil bare gerne have, at flere ting er to-go eller foregår hjemme. Der er mange, der ikke har bil, er syge eller har en travl hverdag. Det kender man jo godt selv, så det kan være lidt svært at få det hele til at gå op. Og så er det jo egentlig meget rart, at der er en, der kan undersøge dyrene i hjemmet, siger hun.

En roligere oplevelse for dyr og ejer


En af dagens første opgaver er I Skive. Her skal Alexandra behandle en kat for en hudsygdom. Det er noget af det, hun laver en del af.

- Det gør, at katten bliver meget mindre stresset, og så er det nemmere og meget mere fleksibelt- Hun kunne for eksempel komme forbi i juledagene, hvor den ene kat havde det lidt træls. Så det betyder rigtig meget, at jeg ikke skal have dem i en transportkasse og fragtet dem til et eller andet dyrehospital, siger Majken Vestergaard, Katteejer, Skive.

Udover operationer, så fylder aflivninger rigtig meget i den nystartede virksomhed.

- Det er jo en meget følelsesmæssig situation for folk. Og jeg tror, der er rigtig mange, der ikke har lyst til det der med, at de skal afsted. Og de skal heller ikke køre hjem igen. Og at dyrene ikke skal stresse op. 

- At de egentlig bare skal have lov til at værre derhjemme og være i deres eget og ikke rigtigt opdage så meget, før at de egentlig sover. Nogle gange skal de bare fodres eller have godbidder i bryggerset, og så får de et lille prik, og så falder de sådan set bare i søvn. Så de får slet ikke de der ubehagelige oplevelser, inden at de skal herfra, siger Alexandra Jacobsen.

Her er Alexandra Jacobsen i gang med at sterilisere en af sine patienter - katten Mille.
Her er Alexandra Jacobsen i gang med at sterilisere en af sine patienter - katten Mille.

Endnu er der ikke så mange kunder i butikken at hun kan leve af det. Så hun arbejder også på et dyrehospital i Vesthimmerland, og så er hun tilkaldevikar, når der mangler en embedsdyrlæge en gang imellem.

Men selv med tre jobs, en mand, der er tømrer og tre børn, så har hun alligevel fået lidt mere luft i hverdagen. 

- Jeg kan sætte tid af til, at børnene skal til tandlæge. Jeg kan aflevere senere nogle dage, jeg kan hente tidligere. Og nogle gange kan de også være med ude og køre. Så er der nogle gange nogle søde husejere, som kigger ud, og siger om de ikke skal have et stykke chokolade. Folk synes faktisk, det er meget sjovt, at børnene også er med, siger hun.

Der er ikke andre i den nærmeste omegn, der kører ud med dyrlægeklinikken, som Alexandra Jacobsen gør. Efter et halvt år på landevejen har hun ikke fortrudt.

- Det er fedt at vide, at det folk reagerer positivt på og er glade for, det er noget, man ligesom selv har skabt. Det er lidt fedt, siger hun.