Flyselskab indstiller flyvninger fra Karup

DAT har opsagt aftalen med Midtjyllands Lufthavn.

2:57
Fly-selskabet DAT har besluttet - endnu engang - at indstille flyvningerne på ruten mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og København
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Flyselskabet Danish Air Transport (DAT) har besluttet at indstille alle flyvninger fra Midtjyllands Lufthavn efter få måneder.

Det bekræfter lufthavnens formand, borgmester Ulrik Wilbek (V).

- 8. august meldte DAT at de trækker sig, det vi skuffede over. Vi havde aftalt, vi skulle give det et års tid, og det bliver det jo på ingen måde, lyder det fra Ulrik Wilbek. 

DAT indstillede også flyvningerne fra lufthavnen i december 2022.

Herefter var der stor tvivl om lufthavnens overlevelse, inden man genoprettede samarbejdet og fløj videre 17. april. 

Aftalen kom i hus efter Regeringen underskrev en aftale om at støtte lufthavnen med 4,2 millioner kroner om året de kommende to år.

Nu står man så igen uden operatør.

- Jeg tror godt, vi kan finde en. Vi har en fin dialog med en potentiel operatør, som vi håber, kan overtage, når DAT stopper, lyder det fra Wilbek. 

Afklaring i næste uge

Ifølge DAT's hjemmeside bliver sidste fly mellem Karup og København sendt på vingerne 8. september.

Håbet er ifølge Ulrik Wilbek, at en ny operatør er på vingerne fra 11. september. 

- Det bliver muligvis med mindre fly, men med flere afgange. Vi regner med at vide mere i næste uge, fortæller lufthavnens formand. 

Ifølge ham skulle den potentielt nye operatør være tilfreds med tallene, som lufthavnen kan fremvise. 

Ærgerligt erhvervsliv

Der er da også billetter, der er solgt med sikkerhed. 

For at støtte op om lufthavnens genåbning, lovede Ringkøbing Landbobank nemlig, at man ville købe 1000 flybilletter for at anerkende lufthavnens betydning for erhvervslivet. 

Derfor er det også en ærgerlig direktør, der i dag har modtaget meldingen om, at samarbejdet mellem Midtjyllands Lufthavn og DAT ophører. 

-Det vi kede af, og håber, der kommer en ny operatør. Det er vigtigt for det midt- og vestjyske erhvervsliv, lyder det fra bankdirektør John Fisker.