Fond bag Grundfos uddeler 95 millioner til velgørende formål
Poul Due Jensens Fond støttede i 2018 forskellige velgørende formål med 95 millioner kroner.
Fonden bag Grundfos-koncernen, Poul due Jensens Fond, har gjort status over 2018. 95 millioner kroner blev uddelt til forskellige samfundsnyttige formål. Det skriver fonden i en pressemeddelelse.
Fonden arbejder blandt andet for rent drikkevand i nogle af verdens fattigste lande og i flygtningelejre.
Derudover gik pengene til forskning og til inklusion af socialt udsatte i Region Midtjylland, hvor Grundfos har hovedsæde.
Ny ledelse i fonden
I pressemeddelelsen fremgår det også, at fonden har fået ny ledelse. Fondens bestyrelsesformand, 73-årige Estrid Due Hesselholt, og fondens næstformand, 56-årige Jens Moberg, træder tilbage, men fortsætter begge som medlemmer af bestyrelsen.
Den nye formand er 52-årige Christian Schønau. Posten som næstformand bliver besat af 47-årige Poul Due Jensen, som er 3. generation efter stifteren. Udover at være næstformand i Poul Due Jensen Fonden er han også koncerndirektør hos Grundfos.
- Det er en ære at repræsentere familien i fondens formandskab, lyder det fra Poul Due Jensen, som har været medlem af fondens bestyrelse siden han var 22 år.