Forskere forsøger at få drivhusgas ud af køers bøvser
Det kan blive afgørende vigtig forskning, hvis det lykkes for eksperter på Aarhus Universitet i Foulum at udvikle et stof, der kan bremse det klimakritiske metan, som køer udleder.
I køers maver er der både gode og dårlige bakterier. De gode omsætter foderet, de dårlige laver metan. Metan er en drivhusgas, som ifølge de fleste påvirker klimaet negativt. Og faktisk udgør metanet i køernes bøvser mere end en fjerdedel af landbrugets samlede klimaaftryk.
Så noget må der gøres. Og faktisk arbejder forskere på Aarhus Universitet i Foulum nordøst for Viborg på at udvikle et stof, der kan fjerne metangassen.
- Det, der er hele øvelsen, er at finde det stof, som slår de dårlige ihjel uden at slå de gode ihjel, siger professor Peter Lund fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.
Det indledende arbejde har Mette Olaf Nielsen lavet sammen med Hanne Hansen og Morteza Mansouryar i laboratorier på Københavns Universitet.
- Det er et helt specielt stof, som kan bryde den proces, hvor metan bliver dannet, forklarer Mette Olaf Nielsen, der nu er professorkollega til Peter Lund i Foulum.
Nu bevæger forskningen sig så fra laboratorier til forsøg med rigtige dyr i Foulum.
Skelsættende for fremtiden
Hver dag bøvser én ko op til 700 liter metan ud i atmosfæren. Det svarer cirka til samme klimabelastning som fra en 90 kilometer lang køretur i en dieselbil.
Så det vil betyde meget for landbruget, hvis metanudledningen fra køernes bøvser kan udryddes eller begrænses.
- Med den ambition om at være klimaneutral i 2050, som vi har meldt ud, lyder det fantastisk, at man allerede i 2019 har et af de midler, som kan tage et rigtig stort skridt i den rigtige retning. Det lyder rigtig spændende, fortæller Lars Kristensen, som er formand i Landbo Limfjord.
Forsøget med første ko begynder inden for få uger. Og resultaterne kan få stor betydning.
- Så er det ikke bare en lille diskussion om, hvorvidt vi skal forbyde produktion af oksekød eller mælk i Danmark eller ej, for så har vi noget, man kan gøre globalt i verden, som virkelig kan rykke, afslutter Mette Olaf Nielsen.
På verdensplan anslår man, at seks procent af de menneskeskabte drivhusgasser stammer fra drøvtyggende husdyr som køer og får.