Grønt lys: Nu skal landmænd, naturelskere og myndighederne nå til enighed ved Viborg
Landsbrugsstyrelsen har nu godkendt, at jorden i den østlige del af Skalsådalen kan fordeles ud fra hensyn til natur, klima og landmænd.
Der er lagt i kakkelovnen til den helt store rundbordssnak, når landmænd, myndigheder, lystfiskere og mange andre med interesser i den østlige del af Skalsådalen ved Viborg skal nå til enighed om, hvordan op mod 1000 hektar jord i fremtiden skal anvendes.
I en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen fremgår det, at Landbrugsstyrelsen har givet grønt lys til en såkaldt en "multifunktionel jordfordeling" i Skalsådalen.
Som navnet afspejler skal en multifunktionel jordfordeling (MUFJO) opfylde flere forskellige formål.
Styrelsen skriver blandt andet, at en MUFJO skal skabe bedre vilkår for natur, klima, vandmiljø og rekreative interesser ved eksempelvis at tage lavbundsjorde ud.
Samtidig skal landmændene og andre have mulighed for at bytte sig frem til jorde, der ligger bedre i forhold til deres bedrift og interesser.
Det hele skal ske gennem frivillige aftaler.
- Lodsejerne spiller en helt central rolle i det her puslespil, og vores jordplanlæggere ser frem til at komme i gang med forhandlingerne med lodsejerne, så vi kan hjælpe til at muliggøre realiseringen af de mange elementer i projektet, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Frank Josephsen Kargo i pressemeddelelsen.
Regner med opbakning
Naturstyrelsen forventer, at op mod 65 lodsejere fra Skalsådalen i Viborg, Mariager og Randers kommuner vil deltage i den multifunktionelle jordfordeling.
Sammenlagt forventer Naturstyrelsen, at godt 1000 hektar jord skal omfordeles over to år.
- I Viborg ønsker vi at støtte engagerede lokale kræfter for at skabe en udvikling, der styrker landsbymiljøerne og sammenhold i landdistrikterne og kan realisere aktiviteter og initiativer. Lokal udvikling er et vigtigt element i MUFJO, og derfor er vi rigtig glade for partnerskabet og projektet, siger Jørgen Jørgensen, der er afdelingsleder hos Natur og Vand i Viborg Kommune i pressemeddelelsen.
Ved Nørreådalen i Viborg Kommune er man allerede i gang med at fordele jord via MUFJO.
På sigt kan flere steder i landsdelen blive udpeget som multifunktionel jordfordeling.
I landsbrugsaftalen, som et stort flertal af Folketinget indgik i november, er der sat penge af til flere projekter med multifunktionel jordfordeling.
25. januar er der borgermøde om projektet i ådalen.