Grundfos i virus-beredskab: Lukker fabrikkerne for besøg udefra
Virksomheden har valgt at tage sine forholdsregler, efter coronavirussen er nået til at Danmark, skriver medie.
Det er ikke længere muligt for gæster at besøge Grundfos’ fabrikker på grund af bekymring for coronavirus. Det skriver Fagbladet 3F.
Beslutningen er taget, efter at en dansker nu er blevet testet positiv for den smitsomme virus COVID-19. Det er nu kun medarbejdere og folk med absolut nødvendige ærinder, der har adgang.
- Vi tager det meget alvorligt. Situationen ændrer sig fra dag til dag, og vi har i dag besluttet at lukke ned for alle gæster og besøgende på vores fabrikker i ind- og udland, siger kommunikationschef Peter Trillingsgaard fra Grundfos til Fagbladet 3F.
Ifølge fagbladet har Bjerringbro-virksomheden også indført restriktioner for at undgå, at medarbejderne rejser til områder, hvor de risikerer at bliver smittet. Medarbejderne i Kina er blevet opfordret til så vidt som muligt at arbejde hjemmefra.