Kampklar Langballe tilbage i Folketinget: - Sørgetiden må være ovre
For en kort bemærkning skal Christian Langballe tilbage i Folketinget. Der skal kæmpes for partiet, mener han.
Til folketingsvalget for et år siden lykkedes det ikke Dansk Folkepartis Christian Langballe at blive genvalgt efter otte år i Folketinget.
Men fra på tirsdag skal han tilbage til Christiansborg for en stund, da kollegaen Dennis Flydtkjær har orlov frem til 26. juni på grund af sygdom i den nærmeste familie.
Christian Langballe fortæller, at han ser sig selv om værdikrigeren, der kommer med humør og kampvilje.
- Folk går stadig og tænker over valgnederlaget, og der er sådan lidt dårlig stemning. Måske lidt depressiv stemning, men jeg mener bare, at sørgetiden må være ovre. Nu må man i arbejdstøjet igen og kæmpe det bedste, man har lært, siger han.
Stor nedgang
I 2015 fik Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne til folketingsvalget. Men sådan gik det langt fra sidste år, da de endte med et resultat på 8,7 procent af stemmerne.
Og for nylig stod partiet så til 6,8 procent af stemmerne i en meningsmåling fra Epinion.
- Meningsmålinger er selvfølgelig en rettesnor for, hvor godt eller dårligt, det går. Men det vigtigste er altså, at vi finder humøret frem, siger Christian Langballe.
Han mener, at det er meget vigtigt, at partiet skal klare sig godt igennem kommunalvalget i 2021.
- Ellers kan en hver jo se, at så vil historien blive, at det er tredje valg i træk, hvor det går ned af. Og det må ikke ske, siger han.
Christian Langballe har endnu ikke besluttet, om han vil stille op ved næste folketingsvalg.