Lene har Danmarks mindste hærvejs-herberg
I Hjarbæk ligger Danmarks mindste hærvejs-herberg, hvor der både er udsigt over fjorden, kolde drikkevarer i køleskabet og tørre sokker på hylden.
Med udsigt til Hjarbæk Fjord og Hærvejen lige uden for døren ligger Danmarks mindste herberg på Hærvejen.
Det er Lene Winther Villadsen og hendes mand Per, der har det lille overnatningssted, hvor man højest må være to nætter i streg.
- Det er rigtig sjovt, og vi møder mange dejlige og forskellige mennesker, som sætter sit aftryk på hver deres måde, siger Lene.
Fra de to køjesenge er der udsigt til fjorden. Desuden rummer herberget et lille badeværelse og et køkken med både mad og drikkevarer.
- Man skal ikke gå sulten her fra, så der er også en gratishylde, så man altid kan lave havregryn eller koge noget pasta. Og ellers kan man købe lidt drikkevarer, kiks eller sokker.
Vandrere manglede overnatningssted
Lene og Per købte den gamle stråtækte ejendom som et håndværkertilbud i 2014, og i 2016 kom de så på at lave et herberg.
- Der kom rigtig mange forbi og spurgte, hvor de kunne sove her i nærheden, når de var ud på at gå på hærvejen, og så tænkte vi at åbne et herberg. Det har virkelig været en succes, siger Lene.
Det koster 100 kroner at overnatte i det lille herberg, som har åbnet i juni, juli og august. Det er kun vandrende, der kan booke sig ind.
Det ligger ved Hærvejen, der går fra Nordjylland til Sønderjylland. Rigtig mange bruger blandt andet sommeren på at gå hele ruten eller noget af den.
Tusindvis plejer at gå en del af den i forbindelse med den årlige Hærvejsmarch i slutningen af juni. På grund af coronavirus er den i år aflyst og i stedet erstattet af en virtuel Hærvejsmarch.
TV MIDTVEST sender i aften og de næste fem onsdage sommerfjernsyn fra forskellige midt- og vestjysker byer. I første program sender vi fra Hjarbæk.
Har du ideer til midt- og vestjyske sommeraktiviteter eller seværdigheder, så send os en mail på sommer@tvmidtvest.dk