Nu er der nyt i vild retssag om afpresning af over 100 mænd

Politiet iværksatte telefonaflytning, da mænd anmeldte sig afpresset efter besøg på escortbureaus hjemmeside.

Retten i Aarhus
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

En 38-årig rumænsk mand er tiltalt for at have udsat flere end 100 mænd fra Midt- og Vestjylland for afpresning for mere end 600.000 kroner. 

Han skulle onsdag have afgivet forklaring i retten i Aarhus, dog han nåede det ikke i dagens program. Men han har ifølge sin forsvarsadvokat erkendt sig delvist skyldig. Manden erkender sig således skyldig i 37 ud af i alt 106 forhold i anklageskriftet.

Den 38-årige er tiltalt for at have afpresset mændene ved at true med tæsk og afsløring af mændenes mulige kontakt til en prostitueret.

Anklagemyndigheden vil have ham udvist 

Manden blev anholdt på en adresse i Viborg den 20. juli 2023. 

Under en ransagningen fandt politiet 660.000 kroner i kontanter hos den tiltalte. Dem kræver anklagemyndigheden konfiskeret.

Derudover kræves manden idømt fængselsstraf, ligesom anklagemyndigheden vil have den rumænske statsborger udvist fra Danmark.

Sådan gik det til

For at mændene kunne undgå at blive tæsket og blive afsløret skulle mændene overføre et pengebeløb via MobilePay eller kontooverførsel.

Politiet fik på baggrund af anmeldelserne rettens kendelse til at iværksatte aflytning af de numre, hvorfra mændene var blevet ringet op. Desuden rettede man fokus på de kontonumre, pengene blev sat ind på.

Nogle af pengene blev hævet fra en videoovervåget hæveautomat, og på billederne fra overvågningen kunne politiet se en kraftigt bygget mand med mørkt hår og fuldskæg.

Sporene pegede ifølge anklageren i retning af den 38-årige rumænske mand, der nu er tiltalt for systematisk afpresning af særlig grov karakter.

Politi og anklagemyndighed mener at kunne bevise, at det var ham, der kontaktede de forurettede og udgav sig for at være fra Hells Angels.

En ekspert i fonetik er blandt de indkaldte vidner i sagen. Eksperten skal vurdere, om den tiltaltes stemme matcher de optagne samtaler, hvor man hører mændene blive afpresset.

- Hvis du ikke betaler pengene, kommer dine børn til at betale prisen, lyder det ifølge anklageskriftet i en af samtalerne.

Det er indtil videre ikke kommet frem under retssagen, hvordan den tiltalte fandt frem til ofrene.

Der er afsat 11 retsdage til sagen, og der forventes at falde dom i midten af december.