Olsen-Banden førte til jubelår på museet
Viborg Museum nåede op på 80.000 besøgende i 2016.
Det viste sig at være en særdeles god idé, da Viborg Museum besluttede at lave en særudstilling om Olsen-Banden.
Museet har netop offentliggjort sit besøgstal for 2016, og Olsen-Banden trak så mange gæster, at museet selv betegner 2016 som et jubelår.
Særudstillingen blev set af 60.000 gæster og alle museets afdelinger nåede op på 80.000 besøgende. På et normalt år har museet 20.000 gæster.
- Museet har i mange år haft et stagneret besøgstal, men vi har gjort op med dette ved at skabe en særudstilling om et emne, som ikke har rod i det lokale, men som vedrører os alle. Vi udfordrer gerne vores rolle som lokalmuseum, og vi er utrolig glade og stolte på museet over, at det i den grad har givet pote i 2016. Stigningen i besøgstallet er uhørt højt for et lokalmuseum som vores, og det overgår da også alt, hvad vi drømte om for et år siden, siger museumschef Brian Wiborg i en pressemeddelelse.
Viborg Museum har netop pakket sine permanente udstillinger på Hjultorvet sammen for at flytte i nye omgivelser. I 2021 åbner et helt nyt bymuseum i den tidligere landsretsbygning ved siden af domkirken.