Overtidsmål giver Viborg ny dukkert i Superligaen

Viborg var på vej mod første sejr i to måneder, men et mål i tillægstiden af Sønderjyske betød, at kampen i domkirkebyen sluttede 2-2.

vff_logo.jpg
Foto: VFF

Viborg var på vej mod en 2-1-sejr over Sønderjyske, men et mål af Sakari Mattila dybt inde i overtiden sikrede gæsterne det ene point.
    
Tilskuerne på Energi Viborg Arena blev vidner til en tæt kamp, hvor de tre point kunne være gået til begge sider, men manglende skarphed var en af hovedårsagerne til, at det ikke blev til endnu flere scoringer.
    
Pointdelingen betyder, at sønderjyderne, der med det uafgjorte resultat har hentet 22 point i deres sidste ti kampe, bevarer deres plads i top-6, mens Viborg fortsat ligger næstsidst i Alka Superligaen.
    
Kampen lignede fra start noget, man havde set flere gange i denne sæson.
    
Hjemmeholdet kom fint fra start og skabte et par gode muligheder, men første gang gæsterne var farlige, gav det mål.
    
Efter et hjørnespark fik Troels Kløve tilfældigt bolden udenfor Viborg-feltet, og han tordnede bolden i nettet. Et flot mål af midtbanespilleren.
    
Man kunne have troet, at hjemmeholdet ville falde sammen efter den mavepuster, men Johnny Mølbys tropper kløede på, og det gav udbytte efter 25 minutters spil.
    
Jonas Kamper brød igennem på højrekanten og hans indlæg blev headet ind til 1-1 af Serge Deblé.
    
Kanterne var i fokus for begge holds offensiver, og her havde begge hold til en vis grad held med at komme frem til flere muligheder.
    
Gæsterne gav comeback til Simon Kroon og Tommy Bechmann mod slutningen af kampen, men det var Viborg, der pressede på for en afgørelse, og det hele endte i et stort drama.
    
Søren Frederiksen troede, han havde sikret Viborg en tiltrængt sejr, da han scorede til 2-1 på straffe i slutfasen.
    
Men Sakari Mattila sørgede for pointdeling på et direkte frispark i overtiden. Dermed endte kampen 2-2.